Hvor blev han af?

Ja jo jeg ved det. Der er gået over en måned, siden jeg sidst skrev her på bloggen. Og til mine trofaste læsere kan jeg kun udtrykke stor beklagelse over sådan et sløvsind. Eller hvad det nu er, der har været i vejen. Jeg vil nu ikke selv mene, det er sløvsind. Der har været tryk på. Først og fremmest har der været stadigt stigende optræk til, at jeg kan kalde mig ansat. Og umiddelbart synes det nu at være en realitet. Jeg arbejder i hvert fald, men der mangler lige en kontrakt, før jeg med absolut sikkerhed og fast stemme kan sige, jeg er i arbejde. Men altså ser det ud til være en realitet.
Ellers har jeg engageret mig i det lille danske bibliotek, som vi har hernede i Bruxelles. Dvs. ca. 4000 bøger, der har til huse i den danske kirkes præstegård. Hyggeligt lille sted og jeg har foreløbigt bidraget med det jeg ved noget om: en weblog. I kan komme til den ved at klikke her: Biblioteket i Bruxelles. Det er jo ikke så store udlån, man kan skabe, når grundlaget er et par tusind mennesker, der bor i meget varierende afstand fra biblioteket, men med f.eks. bloggen håber vi at kunne gøre tilbuddet endnu mere tiltrækkende.
Det er rart nok lige at få lidt andre ting at gå op i end alle de småting, jeg har gået herhjemme og rodet med. Og så møder man jo nogle mennesker. Hernede må jeg sige, at folk her mange forskellige historier om, hvorfor de er her og hvordan det lige er gået til, og samtidig er der et væld af historier om folks møde med det belgiske system. Det betyder, at man pludselig ikke længere føler, at det kun er en selv, der har stået over for det relativt besværlige system. Rart at vide.
Nå, derudover har måneden budt på et dejligt afbræk med en tur til Danmark. Alle bedsteforældrene blev besøgt, og det var fantastisk dejligt at se Ea rende rundt og lege med dem. Jeg vil dog ikke udelukke, at hun fik udviklet en lille tendens til at afprøve grænser. I hvert fald har hun nu fundet et spilopmager-blik, der benyttes, når hun gør ting, hun godt ved hun ikke må, men alligevel forsøger. Og man kan stå og sige "nej" i en uendelighed, mens hun så blot kigger skævt op på en med et frækt smil på læben. Uha, man kan frygte, hvad der så sker med hende som teenager...
Ellers nåede vi lige et bryllup og diverse frokoster, så der var hygge og sjov for alle pengene. En lidt flad fornemmelse at komme hjem igen, men heldigvis er det nærmets sommer hernede, så vi kan glæde os over sol og varme.
Nu smutter jeg igen, men jeg vender tilbage hurtigere end sidst...