Nu skal det hele jo ikke gå op i søgemaskineoptimering og den slags kedelige ting, da det jo ikke er det jeg bruger al min tid på. Næ, jeg forsøger jo også ihærdigt at blive bekendt med flere af de aldeles glimrende belgiske øl. For ganske nyligt lykkedes det at komme forbi en butik, der hedder Beer Mania. Lidt sjovt navnevalg da det i hvert fald giver mig nogle underlige associationer, men udvalget var helt overvældende. Det var slet ikke til at vælge, men heldigvis kunne man købe nogle små kasser med udvalgte øl i. Så det blev det første køb. Igår smagte Line og jeg så en fra kassen (ja, slap nu af, der er kun 6 øl i sådan en kasse). Aftenens valg faldt på en Augustijn, Abbey Ale på 8%. Og skal jeg nu forsøge mig med en beskrivelse som følger diverse øl-hjemmesiders standarder, så er det en gylden øl med godt skum. Det holdt sig i hvert fald længe i glasset, og det er jo et kvalitetstegn. Vi var lidt uenige om smagen, hvor jeg holdt på lidt frugtagtig, let og forfriskende. Nå ja, de 8 % betød jo ikke ligefrem at man blev mindre søvnig, men alt i alt en rigtig godt øl, der vist kan falde i manges smag. En lille hurtig research kan opsumeres med at Augustijn er brygget på en 700 årig tradition og har fået flere udmærkelser ved ølfestivaler. Det må da siges at være pænt.
Ellers står dagens gøremål på lidt forskelligt skrivearbejde. Det hænger lidt sammen med weekendens besøg, hvor den fremtidige jobsituation ikke blev fuldstændig afklaret, men dog lysnede yderligere, så jeg med lidt held kan kalde mig ansat pr. 1. april, men nu skal jeg lige klappe hesten, da der fortsat er detaljer, der skal falde på plads.
Og dagens søgeord er så: Anders Kristian (ja, når man søger på de ord burde min hjemmeside dukke op, men det gør den ikke, så nu arbejder jeg lidt på den sag).
onsdag, marts 07, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar