Og øleventyret fortsætter med uforstyrret hast. Senest har jeg været en smut forbi Beer Mania for at investere i en håndfuld mørke øl. Bare sådan for at have lidt at sammenligne. Så der blev f.eks. indkøbt en Stouterik, der ifølge producenten er Bruxelles' stout. En påstand jeg ikke har undersøgt holdbarheden af. Ganske udmærket stout - lidt bitter, men dog god. Ikke så god som 621, der er en bière brune brygget med ikke mindre end 6 forskellige typer malt. Glimrende øl må jeg sige. Og så var der jo lige det foreløbige højdepunkt - hvis man i hvert fald tæller syns- og navneindtrykket med - Delirium Tremens. Til trods for navnet og de 8,5 % alkohol var det nu ikke en øl man blev fuldstændig rundt på gulvet af. Og man kom heller ikke til at se de lyserøde elefanter, krokodiller eller fabeldyr, som pryder etiketten. Næh, det var blot en velsmagende lysere øl, der udmærket kan drikkes til mad.
På andre fronter bør det nævnes, at vi nu har fået plader til bilen, og at den er blevet prøvekørt. Og nej, det var ikke i sammenhæng med prøvesmagninger af ovennævnte øl. Jeg tror ikke, jeg behøver yderligere udfordringer i den brysselske traffik udover, hvad den allerede kan byde på. De har jo fortabt sig til højrevigepligtens glæder og fornøjelser, så man skal sørme tænke sig om, når man kommer fra Norden, hvor hajtænder normalt styrer ind- og udkørsel af rundkørsler o.l.
Nå, men det ser i øvrigt ud til, at solen er nået herned også, så vi snart kan tale med om varmebølge, og hvad der ellers er af nyheder fra Danmark.
mandag, juni 11, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar