Så har Line og Katinka været i Strasbourg et par dage, hvorved far her og Ea har været alene hjemme. Nåja, om vi nu har været alene er jo et emne for diskussion, men der er jo noget mere tomt i lejligheden, når der ikke er en lille pige, der vækker én om natten og i øvrigt underholder i løbet af dagen, når storesøster er i skole. Men, jeg skal jo ikke klage, for jeg har sovet glimrende de sidste par nætter og man kan jo nå lidt af hvert, når man ikke skal underholde hele tiden.
Overskriften her kommer i øvrigt af en lille spøjs hændelse fra sidste uge, hvor Line kom hjem en dag og begyndte at lede efter dækjern og cykelpumpe. Det skyldtes så, at der stod et belgisk par nede på gaden med en punkteret cykel. De ville gerne have haft cykelhandleren her ved siden af til at hjælpe, men han havde lukket. Og de anede tilsyneladende intet om cykler. Således lykkedes det manden at påstå, at der ikke var slange i dækket. Nuvel, den aldeles pænt påklædte Line - kjole og høje hæle - havde hurtigt hevet slangen ud, hvorefter vi lige pumpede cyklen og foreslog parret at rulle hen til byggemarkedet og investere i et sæt lappegrejer. En meget underlig oplevelse. Særligt i lyset af, at Tom Boonen tre dage forinden for trejde gang havde vundet én af forårsklassikerne. Altså synes prædikatet cykelnation at skulle tages med et gran salt, når det gælder Belgien.
torsdag, april 23, 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar