Ja, så var der i går endnu engang bilfri dag i Bruxelles. Som sådan en ganske glimrende ide. Det bliver man jo nødt til at synes, når man er en af de ca. 4 % af Bruxelles befolkning, der bruger cyklen til hverdag. Eneste lille hage ved den belgiske version af fænomenet er, at folk lader anarkiet råde. Alle færdselsregler bliver sat ud af kraft og man vader rundt midt på vejen, hvor de til lejligheden afstøvede cykler så bliver slingret rundt overalt. Oven i denne allerede opbyggede skepsis (vi har jo oplevet det et par gange) fik vi så i går en overdosis, idet vi havde arrangeret en tur til Gent samtidig med, at vi så havde overset, at der netop var bilfri dag. At de så i år havde udvidet vanviddet til også at gælde helt ud til motorvejen - dvs. også herude ved os - betød, at vi pludselig blev standset af en spontan politiblokade, blev gennet ind til siden og bedt om at efterlade bilen, hvor vi nu var. Alternativt vankede der en bøde. Raseriet var ganske svært at tøjle, når man pludselig stod på gaden med børn og pakkenelliker og så i øvrigt ca. 50 km til Gent. Det blev ikke bedre af, at der kørte masser af biler rundt - vel at mærke side om side med politibiler, der ikke gjorde en fløjtende fis ved det. Tanken om, at det hele skete den første gang jeg overhovedet kørte i min bil i den forgangne uge, var kun med til at gøre det hele værre.
Heldigvis var der andre - læs: Line - der kunne holde hovedet koldt, så vi kom til Gent med tog og havde en dejlig eftermiddag hos gode venner.
mandag, september 21, 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar