onsdag, april 09, 2008

Hokus krokus...

Ja, nu har jeg jo altid være begejstret for de der programmer, hvor man
vælter et hus og bygger et nyt på en uge, eller forvandler en
skrammeldynge til et slot eller en hundegård til et lille have-oase. Og
det sidste skete i vores baggård i sidste uge. Underboen havde kun
benyttet gården (han er den eneste med adgang...) til at lade sin hund
stå og tude i (og gøre, hvad hunde nu ellers har behov for) så det
lignede efterhånden en noget mudret og tilsvinet gård. Men så pludselig
stod der et par friske fyre med river og skovle og alskens andet udstyr
samt en masse planter. Og cirka 6 timer senere var der to bede med
planter af forskellig art og et større område med træflis. Det ser
rigtig godt ud og foreløbigt ser det ikke ud til, at der skulle være
problemer med at holde det i live. Det er meget opløftende.

mandag, marts 03, 2008

Smuttur til KBH

En hektisk men aldeles fornøjelig weekend, må man sige. Vi smuttede lige til København henover weekenden. Først og fremmest fordi et par initiativrige tidligere højskolekammerater havde inviteret til 12-års jubilæum lørdag aften, men der blev også lige tid til at ses med en masse andre venner. Det er meget opløftende at møde så mange mennesker og lige høre, hvordan tingene står til, og hvad livet ellers har budt på for deres vedkommende siden man sidst så hinanden. Særligt når det for hovedpartens vedkommende kun havde budt på glædelige ting og fremgang. Ja, mht. højskolefolket, så var der vel ca. kommet 35 børn til og der var mindst 15 vordende mødre og fædre i selskabet. Så talen faldt ganske naturligt på den slags.
Nå, men idag betaler man så prisen. Der er mathed i alle led... men, en blogpost kan man da altid skrive.

torsdag, februar 28, 2008

Nyt franskkursus

Ja, jeg tænkte, at jeg ville prøve noget nyt og derfor kommer her allerede ugens anden post. Der må jo ske noget og jeg vil jo ikke have, at min trofaste læserskare (ja, jeg antager jo, at den er der et eller andet sted) smutter andre steder hen. Ikke at man kan læse særligt meget om mine daglige bedrifter andre steder men alligevel...
Nå, men jeg har fundet et nyt og ganske glimrende franskkursus. Faktisk er det lykkedes at komme ind under partner-ordningen i Parlamentet, hvilket betyder, at jeg er med på et franskhold, da jeg er så heldig at danne par med én der arbejder i Parlamentet. Det er gratis, men det er ikke engang det bedste, man kan sige om sagen. Det er faktisk i langt højere grad et niveau, hvor man lærer noget og virkelig skal spidse ører for at følge med. Den eneste detalje er så, at det hovedsagligt er assistenter for diverse parlamentarikere, der går på holdet. Og det kan tilsyneladende ikke afsætte to timer til franskkursus uden at blive stressede. De kommer sent og går tidligt og kan desuden ikke finde ud af at slukke for telefonen. Tåbelige unge mennesker.
Nå, men det skal nu ikke ødelægge min fornøjelse ved sagen.

onsdag, februar 27, 2008

Pyha,,,

Tiden flyver men det er nu ikke altid, man lige kan sætte en finger på, hvad det er man gør med al den tid. Dog vil jeg tillade mig at undskylde antydninger af stress-agtige tendenser med at Ea har haft noget af et rodet 2008. Først et brækket ben og en uge efter gipsen var taget af, vrikkede hun om på samme ben og forstuvede foden. Det betød så, at hun nægtede at gå i flere dage. Far her var næsten blevet en påståelig og ikke særlig forstående far, da hun overhovedet ikke signalerede, at hun havde smerter, når men bevægede foden eller trykkede lidt hist og her. Og hun pegede helt forskellige steder hen, når man spurgte, hvor det gjorde ondt. Altså, var jeg på nippet til at pace hende til at gå for derved at afhjælpe en eventuel frygt for, at det måske ville gøre ondt. Men, det nåede heldigvis ikke så vidt, da en lille research på forstuvninger hjalp lidt. Derefter begyndte hun forsigtigt at gå selv og nu er der absolut bedring i sagen. Hun sprang lige over gymnastiktimerne idag, men ellers er hun næsten løbende...
Nå, og hvad går tiden ellers med? Tjaa, vi kigger på sommerhus. Ganske sjovt men også lidt at et projekt. Der er da en del detaljer at tage hensyn til. Hvad er det f.eks. vi vil med sådan et hus? Hm. Ja. Godt spørgsmål. Vi vil have en have! Det er da en ganske god grund, ikke? Og så vil vi gerne have et sted at være og et sted at få besøg, når vi er hjemme. Lad det så være en opfordring til efterfølgelse...

fredag, februar 08, 2008

Endnu en lille belgisk detalje...

Ja, så har man prøvet det med. At blive puffet/smidt ud fra sit franskhold, fordi men lige var på ferie på det forkerte tidspunkt. Nu har jeg gået til fransk siden oktober på et lille hold, hvor vi efterhånden havde fået opbygget en god og fornøjelig stemning, der medvirkede til at den naturlige generthed, der jo altid kendetegner nybegyndere, var forduftet, hvorved fremskridtet begyndte at vise sig hos alle. Men så da jeg ankom til undervisning i går var der pludselig ikke plads. Jeg skulle tilsyneladende have skrevet under på at jeg ville komme for længe siden. Var jo på ferie i sidste uge og arbejdede i tirsdags, så det var lidt svært at gøre noget ved. Det betød så, at jeg og en anden af de faste deltagere ganske enkelt måtte forlade klassen! Større mangel på fleksibilitet har jeg sjældent set. Resten af holdet sad og kiggede mystificerede - bortset fra de to tre nye, der var årsagen til, at vi ikke kunne være der.
Så jeg er godt muggen på Alliance Francais, der ikke ligefrem har en høj stjerne i min bog længere. Ikke at de egentlig nogensinde har haft det. Jeg blev jo placeret på en nybegynderhold til trods for at jeg kunne have begået mig på hold derover, men jeg tænkte blot, at det var fint at få alle grammatiske detaljer med fra starten. Mit franske er jo lidt baseret på, hvad jeg har samlet op i hverdagen det sidste års tid. Hm... nu vender jeg så mit surmuleri til en stædighed, der gør at jeg bare læser op selv. Basta!

tirsdag, februar 05, 2008

Hjemme igen

Så er vi hjemme igen efter en dejlig uge i de franske Alper med masser af sne - ikke helt så meget sol - og gode skiture. Frisk luft kan man nu ikke få nok af, når man nu er derude i botanikken. Jeg fik lige prøvet lidt af grænserne af med en enkelt sort piste og så nogle røde, der nu godt kunne have være lidt sorte i kanten. Kanter var der i hvert fald - og de kommer altid så hurtigt, så man må kaste sig rundt i et sving, så man netop ikke fortsætte udover de der kanter... Og så kan man stå og måbe, når en lille 7-8 årig fransk pode uden frygt og bæven kaster sig ud over samme kanter og fortsætter ufortrødent nedover noget, der aldrig burde være kaldt en piste. Hm, man skulle måske være begyndt for mange år siden.
Tiden flyver ellers. Hvis jeg ikke allerede har nævnt det tidligere, så er tidsskriftet nu endelig på gaden - flyv fluks hen og køb det (www.bonnen.eu). Der er ros fra mange kanter for indhold og design og ikke mindst for konceptet, der ikke har en mage i Norden. Så nu går den vilde jagt på egentlige købere og så selvfølgelig forfattere til de følgende numre. Det synes - som forventet - at være noget nemmere nu, hvor man kan henvise til et allerede eksisterende nummer af tidsskriftet. Man har ligesom noget at have salgstalen i...
Ellers går tiden med at lave den danske klub i Belgiens blad og passe bibliotekstjanser mv. For ikke at nævne at passe Ea med det brækkede ben. Gipsen skal forhåbentlig af i morgen. Det koster i øvrigt en bondegård (nå ja, vi får nok noget refunderet fra sygekassen, men når man lige skal lægge 2000 kr. ud for 25 minutters lægebesøg så får man jo koldsved).

onsdag, januar 16, 2008

Godt nytår og alt det der...

Så kom man ind i 2008 på godt og ondt. Først og fremmest med lidt dårlig samvittighed fordi man ikke lige nåede at få sendt hilsner til alle venner og bekendte og dernæst fordi man heller ikke fik besøgt alle, mens vi var hjemme i julen. Men vi gjorde dog vores bedste og fik ca. kørt 900 km i Danmark i løbet af de 18 dage vi var hjemme. Så nogen må vi da have set og besøgt.
Nu sidder jeg så lidt fanget i lejligheden her i Bruxelles, da Ea faldt og brækkede benet i mandags (se billede på familiens blog). Og Line er vel at mærke i Strasbourg. Det kunne vist ikke times bedre. Nå, nu skal jeg jo ikke være så sur at høre på, men derimod glæde mig over, at jeg har muligheden for at arbejde hjemmefra og så i øvrigt gå og forkæle Ea. Lige på den front kan jeg kun være tilfreds.
Af de lidt bedre detaljer for det nye år kan nævnes, at det længe ventede tidsskrift nu endelig bliver udgivet. Til de nysgerrige læsere kan jeg kun opfordre til at kigge her: Samfundets Beredskab. Og snup da lige et abonnement nu I er ved det!
Ikke mere her fra, men for nu at have et nytårsfortsæt så skulle det næsten være at skrive noget oftere her.

torsdag, december 27, 2007

Julehilsner

Det er jo tiden - måske endda lidt over tiden, men ikke desto mindre vil jeg da lige slynge et rigtigt glædeligt jul ud til mine trofaste læsere fra nær og fjern. Det har foreløbigt været en glimrende jul med mange hyggelige stunder. Der skal lægges tryk på "mange", da der virkelig har været mange aftaler at passe. Man vil jo gerne nå at se så mange som muligt, men det er også en lidt ambitiøs målsætning, der kan dræne energien. Men foreløbigt holder vi dampen oppe og nyder familie og venners selskab.
Hvis jeg ikke kommer forbi computeren inden nytår, så skal der da også lige lyde et godt nytår! Vi ses her på bloggen i det kommende år.

mandag, december 17, 2007

Julemarkedeksperter

Det er sørme ikke altid man lige kan finde tid til at opdatere sin blog. I den seneste tid har vi stort set været hele verden rundt, hvad angår julemarkeder. Her i Bruxelles var der således det store danske julemarked for et par uger siden, hvor der var en imponerende mængde mennesker – hovedsaligt danskere – der kastede sig ud i indkøb af flæskesteg, remoulade, slik og andre gode ting og sager. Det meste importeret fra fædrelandet for det skal jo være rigtig jul… Dernæst smuttede vi til Antwerpen for at kigge på det finske julemarked, der bød på masser af finsk lakrids, glög og ærtesuppe. I den seneste uge flyttede vi så residensen til Strasbourg, der bød på fransk julemarked. Ikke at der var stor forskel. De kalder jo bare glöggen for varm vin, men det smager næsten på samme vis. Endelig var vi på besøg i Aachen i går, hvor der ligeledes var kæmpe julemarked med varm vin og printen. Dvs. en form for honningkage, der for at gøre det tysk hedder noget andet. Alt i alt mener vi nu at kunne kalde os eksperter i julemarkeder og variationer over varme vine.

mandag, november 26, 2007

Konference og julemarked

Pyha, det har været en hektisk uge. Der blev lige fyret en konference af i København i tirsdags, hvilket betød hårdt arbejde hele mandag og dertil en masse sved på panden og høj puls hele tirsdag, da mange detaljer skulle falde på plads for at man kunne kalde det en succes. Det lykkedes – vist nok – så nu har BONNÉN afholdt den første større konference om det præhospitale beredskab i Danmark. Meget spændende.

Nå, men så susede jeg hjem igen og gik i lag med forberedelserne til kirkens store julemarked. Her var biblioteket repræsenteret med en bogbod, så der stod pakning, prissætning og opstilling af bod på programmet den sidste del af sidste uge. Og så kulminerede det altså med selve julemarkedet her i lørdags. Ganske sjovt og der var god stemning og et glimrende salg i de brugte bøger, så vi kan vist kun være tilfredse.

Fra torsdag til søndag havde vi endda så også lige huset fuldt af gæster, så tiden fløj derudaf. Men det skal man nu ikke klage over. Hellere det end at trille tommelfingre.

mandag, november 12, 2007

Amerikanere...

Jeg ved ikke om man skal grine eller græde....

torsdag, november 08, 2007

Lidt løse tanker...

Der er igen gået et stykke tid siden sidst, men det betyder dog ikke, at der ikke er sket noget. Denne mail skrives således på min nyinvestering, der i en enkelt anmeldelse blev kaldt en ”masculine brute”. Og der er såmænd også temmelig meget plads og ram på den nye computer, men ikke desto mindre kører den ikke gnidningsfrit. Det er lidt irriterende, men jeg skal nu nok finde de løsninger, der skal til.

På andre fronter er der travlt. Der er således både biblioteksarbejde, franskkurser og arbejde. Sidstnævnte er sådan lidt op og ned. Det er tilsyneladende ikke meningen, at det skal være nemt at opstarte et tidsskrift. Men forhåbentlig falder alting på plads og det bliver den længe ventede succes.

søndag, oktober 21, 2007

Så så så

Uha, sikke et ringe sprog jeg lige fik formuleret den foregående post i. Det var jo rene "så"-sætninger. Der er vist gået weekend i mandens formuleringsevner...

Strasbourg-uger del 157

Ja, så har vi sendt Line til Strasbourg endnu en gang. Allerede søndag denne gang, da der er sket store ting, idet hun og en kollega er blevet enige om simpelthen at leje en lejlighed. Så den skal lige gøres rent og derpå indrettes med nyindkøbte IKEA-senge. Så bilen var proppet, da hun kørte for et par timer siden. Så skal de stakkels efterladte se, om de kan underholde sig selv i fire dage.
Det går nu nok, da jeg er begyndt på et fransk-kursus igen. Niveauet er lige i underkanten, men så må man jo udfordre sig selv med ekstraøvelser. Så der kommer nyt til for hver gang. Derudover er jeg nu officielt ny udvalgsformand for biblioteksudvalget hernede, så der er kommet lidt ekstra opgaver til og dermed går tiden så udmærket. Desuden snerper det derhenad med tidsskriftet. Med lidt held har vi et på gaden om lidt over en måned. Det bliver spændende, men der er nu fortsat nogle detaljer, der skal falde på plads.
Ellers kan man jo altid benytte tiden til at finde ud af det belgiske politiske system. Det er en rodet affære. De har jo forsøgt at danne regering i snart 4 måneder og nu begynder talen om løsrivelse at kunne høres hist og her. Men ifølge indfødte i vennekredsen er det ikke første gang (om end mængden af nationale flag, der hænger ud af forskellige menneskers vinduer vist er større end tidligere) og løsrivelsen er der ingen der gider betale for, så det sker nu nok ikke. Desuden er det jo ikke det eneste parlament her i landet. Der er både regionale og sproggruppebaserede parlamenter, så det er den rene lyksalighed af politiske institutioner.