Besværligt...

Nå ja, det er selvfølgelig min egen skyld, men nu sidder man så endnu engang og sveder over skatteregler mv. 20008 var på mange måder er underligt år, hvad indkomst angår. Ca. ½ år uden og så ½ år med lidt fra vikariater og så da lige et plaster på såret for det første halve år. Men, det var jo i to forskellige lande, så hvad gør man så? Tjaa, der er jo nok en løsning, men som altid med SKAT, er den nok ikke så simpel.

Bruce er nu lidt sej...

Ja, alstå Bruce Willis. Og hvorfor er jeg så lige kommet til at tænke på ham? Jo, det skyldes først og fremmest, at det lykkedes mig at få min gamle pladespiller i omdrejninger igen i sidste uge, og derefter indledte jeg en grundig gennemrodning af beholdningen fra mine unge dage. Og hvad gemte der sig så her? Et album med Bruce Willis hvor han på ganske udmærket vis har blandet egne numre med gamle slagere fra 60'erne. Nå ja, måske er der en grund til, at han har slået sine folder på skærmen frem for på scenen, men jeg synes nu stadig, at det er en glimrende plade.
Så vidt jeg husker blev den indkøbt alene pga., at det var Bruce Willis. Og det er nok sket ca. i 1987. Dengang havde storesøster fået en pladespiller, og så blev de hårdt optjente avispenge brugt til pladeindkøb i Viborgs førende musikbutik: Sound of Music. Bruce Willis havde indprentet sig hos mig via serien Moonlighting, hvor han spillede sammen med/overfor Cybil Shepherd, og minsandten om der ikke også var et soundtrack fra den serie i min samling. Jo, jeg har da vist haft en Bruce Willis-periode engang. Og læg nu mærke til at det var før Die Hard kom på plakaten. Jeg har jo haft lidt fornemmelse for kommende storhed... og, jeg synes nu også stadig, at han er lidt sej.

Og så kom solen...

Det har været en lille smule trist på det seneste her i Belgien. Altså
når det angår vejret. Koldt og trist. Og en følge deraf har været, at
jeg har hostet og nyst og pudset næse i snart lang tid. Kedeligt
kedeligt. Men nu skinner solen, og vinduet står åbent, og det er dog kun
5. marts. Dejligt må man sige.
Tiden går som sædvanligt hurtigt med alle de små gøremål man har. Nu
hvor Line er begyndt at arbejde igen, skal jeg jo have Katinka med, når
jeg afleverer Ea i skole. Så det tager lidt længere tid. Særligt når
forkølelse tager 60 % af ens energi. Var ellers lige kommet godt i gang
med at løbetræne igen ved hjælp af min meget insisterende
telefon-træner. Ja, Line gav mig den smarteste telefon i
fødselsdagsgave. Der var pulsmåler og skridttæller inkluderet, og så kan
man ellers hører en venlig men bestemt damestemme kommandere én op og
ned i tempo, mens man løber. Det er faktisk lige, hvad jeg har brug for.
Derudover planlægges den store fest. Der er sørme mange detaljer, der
lige skal ordnes og passes ind, men det begynder da at ligne noget. En
fest bliver der i hvert fald. Og gæster kommer der såmænd også...

Tosser på alle kanaler

Vi var i DK i sidste uge. Særligt for at se den lille nye kusine, som jo har gjort mig til onkel. Det er da ganske stort. Nå, aftenen før vi kørte hjem igen slappede jeg lige af med lidt TV. Først et par afsnit af Klovn, hvilket som altid fik én til at krumme tæer, men underholdende er det jo. Dernæst blev jeg kortvarigt optaget af en dokumentarudsendelse om Danmarks bedst sikrede lukkede institution. Her boede en lang række kriminelle med mentale handikap. Ja, egentlig var de ikke dømt som kriminelle til trods for, at de havde begået kriminelle handlinger af meget forskellig og relativt voldsom art, men da deres intelligens/IQ for størstepartens vedkommende var under 70 faldt de under reglen om, at man ikke kan dømme dem. Men forvaring kan de så havne i, og det var så tilfældet. Det var ganske bemærkelsesværdigt, hvordan de mennesker på nogenlunde velformuleret vis kunne fortælle deres historie, mens de samtidig et eller andet sted afslørede manglende forståelse for alvoren af deres handlinger. Hvad der gjorde det endnu mere bemærkelsesværdigt, var TV2's Zulu-ræs, der kørte på samme tid på netop TV2. Her var samlet mindst ligeså mange intelligensmæssigt underbemidlede mennesker, der så fik lov at smadre biler og campingvogne, hvorefter de så kunne kommentere løbene, deres konkurrenter og livet i almindelighed. Det var ikke ligefrem dybererækkende tanker. Særligt ikke fra den tidligere bokser Johnny Wahid Johansen - tidligere kendt som Johnny Bredahl. Ja, bare det at manden har ladet sig omdøbe til Wahid Johansen afslører da et kæmpe hul i de mentale evner. Man kan til tider undre sig over, hvordan enkelte individer af ringe intelligens havner i forvaring pga. af vold, mens andre skaber sig en karriere i bokseringen. Den store forskel er der jo ikke.

Betragtninger over VM i Håndbold

Det lykkedes mig at købe 3 måneders Sputnik-abonnement, inden jeg fik set, at TV2's gyldne løfter om direkte transmission af samtlige 84 kampe ved VM i Håndbold ikke gjaldt i udlandet. Suk! Flere timers søgen på proxy-servere og danske IP-adresser bragte mig ikke nærmere en løsning, men så kom Line hjem fra Parlamentet og fortalte at hendes kollega, Søren, havde den perfekte løsning i form af sportsbaren Fat Boys på Place Luxembourg. Velskænkede øl, godt selskab og storskærm var jo ikke at foragte, så nu har jeg set et nederlag og en sejr. Førstnævnte i lørdags i kampen mod Polen. Trods nederlaget var det en fornøjelig aften, da der sad adskillige polakker samt en mindre skare danskere, så der blev råbt og hujet. Det var dog intet imod aftenens kamp mod Tyskland, hvor de danske tilskuere på Fat Boys var mødt talstærkt op, og der var også enkelte tyskere. En passende fordeling efter undertegnedes mening, hvorved stemningen var høj og resultatet var jo aldeles tilfredsstillende. Der var mødt to parlamentsmedlemmer op. Margrethe Auken sad lidt længere tilbage i baren, mens jeg fik glimrende selskab af Ole Christensen ved min side. Et for mit vedkommende hidtil ukendt medlem, men han viste sig jo at have passende holdninger til håndbold og ikke mindst tyskere. Således kan man jo håbe på at han og Margrethe åler deres tyske kolleger i morgen.
En ekstra lille detalje var de forskellige bemærkninger, man fangede rundt blandt de håndboldglade danskere. De fleste var ganske unge mennesker, så et godt bud vil være, at der var tale om stagieres, praktikanter og lignende. Ikke desto mindre fangedes hurtigt momentet af prestige. Således nævnte en ung dame med begejstring, at hun netop havde været inde og besøge Parlamentet idag. Det blev hurtigt modsvaret af sidedamen (på samme alder), der påtaget "casual" nævnte, at "nu arbejdede hun jo i Parlamentet hver dag". Resten fortog sig i larmen, hvilket var aldeles glimrende, idet bemærkningen kun kan betegnes som latterlig. Der arbejder godt 6.000 mennesker (mener jeg) i parlamentet, så hvad særligt er der dog ved det? Den lille stakkel - altså sidedamen.

Magimix - hurra!

Det store hit, hvad angår julegaver, i den forgangne jul, var helt
sikkert vores nye supersmarte køkkenmaskine - hvem sagde foodprocessor?
- Magimix 5200. Der skal allerede her lyde en stor tak til alle, der gav
os den (det var faktisk nogle stykker alt i alt). Det er ganske enkelt
en fantastisk maskine. Der bliver lige æltet dej til boller på ingen
tid, snittet gulerødder og andet i den genre inden man når at få kigget
sig om, og så kan den endda slynge saft af alskens grøntsager og frugt.
Og det er slet ikke så svært at gøre den ren, som man kunne frygte, så
jeg udnytter enhver lejlighed til at afprøve maskinen. Således har jeg
nu med nogen succes bagt min første roulade nogensinde. Det blev med dej
og flødeskum rørt med Magimixen, så den kom helt til sin ret. Stort er
det - og meget mere venter er jeg sikker på.

Velkommen til 2009!

Så kom vi ind i 2009, og stort set samtidig returnerede vi til Bruxelles, der dagen efter vores ankomst blev dækket i et tykt hvidt lag sne. Ja, det med det hvide gik jo hurtigt over i en lidt grumset grå farve i gaderne, men parken var til gengæld hvid og fin, og der var glimrende kælkemuligheder (se f.eks. billeder på familiens blog. Nu er det så slået over i tø, og endelig begynder det at være sikkert at gå på fortovene igen. Der er ganske enkelt ingen kommunale eller lignende planer for sne her i den belgiske hovedstad. Det er tilsyneladende ikke påbudt at rydde foran sit hus og salt eller sand er ikke lige noget folk eller butikker ligger inde med. Endvidere var trafikken den første dag præget af panik og manglende øvelse i at gebærde sig i let sneføre. Bilerne skøjtede rundt og jeg se endda et par unge fløse, der tilsyneladende mente, at det glatte føre nu skulle udnyttes til lige at afprøve evnerne i at glide rundt i svingene. En smule hasarderet i de små gader, må man sige.

Decembertanker

December er jo på mange måder en modsætningsfyldt måned. Man ser fremad
til den 24., men samtidig ser man tilbage på året, der gik. Der er sørme
sket meget, men det har jo ikke ligefrem afspejlet sig i en kvantitativt
forbedring her på bloggen. Men, indrøm mig dog dog samtidig retten til
at påstå, at der har været mange kvalitativt gode indlæg! Nå, mine
tanker går lige i øjeblikket på, hvordan fremtiden for bloggen skal tage
sig ud. Jeg arbejder jo lige i øjeblikket på at få lavet en ordentlig
hjemmeside (det foreløbige resultat ligger på www.anderskristian.dk),
men om bloggen her så skal flyttes dertil, ved jeg endnu ikke helt. Den
beslutning bliver nok henlagt til det nye år, hvor vi igen får bopæl i
Bruxelles og min tid som folkeskolelærer dermed ophører. Det kunne
betyde lidt mere tid til at tænke over hjemmesider og blogs, men jeg
lover intet, da jeg samtidig bliver fuldtids hjemmegående husfar med
alt, hvad dertil hører af ansvar for pigerne, madlavning, indkøb osv.
osv. En priviligeret tilværelse med andre ord, hvor Line hiver pengene
hjem, og jeg bruger dem i det belgiske sidestykke til Føtex. Glæder mig
allerede for det betyder jo først og fremmest, at jeg får lov til at
være fuldtidsfar. En situation, der ikke er enhver beskåret.
Men altså: tankerne om bloggens fremtid bevæger sig i lidt forskellige
retninger.

(fortsættes - måske)

En rolig weekend...

har vi ikke haft alt for mange af her på det seneste. Der er jo så mange venner og familie, vi gerne vil se. Og så er der simpelthen ikke weekender nok inden jul. Men en lille pause i besøgene har vi så alligevel valgt at holde og det har sørme været rart. Særligt når nu vejret har artet sig, som det har med høj blå himmel, sol og frost i luften. Dejligt.
Det har været helt fantastisk med roen og den friske luft herude i Pøt. Der har da ganske vist været enkelte besøgende i husene i området, men slet ikke nok til at ødelægge stilheden og dermed roen. Helt igennem fantastisk.

... en kort bemærkning om andres børn

Det er næsten en gave, man har fået, sådan at undervise i den lokale
folkeskole over et par måneder. Det var jo ikke lige noget, jeg havde
planlagt i længere tid. Mestendels var det et lidt spontant indfald, da
forskellige ting på jobfronten pludselig tog fart i en lidt spøjs
retning. Nå, men udover at jeg har fået noget at rykke i, og jeg endda
bliver betalt for det, så får jeg også hver dag et lille indblik i andre
menneskers børns adfærd, og derudfra kan man jo så udlede tanker og
ideer om opdragelse af sine egne børn. Det er på godt og ondt. Børn er
jo så hudløst ærlige, så man får fra tid til anden sandheden fra
hjemmefronten. Børnenes hjemmefront vel at mærke. Her sker der sørme
lidt af hvert... og jeg må vist ikke videreformidle den slags, så ikke
mere derfra. Til gengæld kan jeg vist uden problemer hive alle de
erfaringer med mig derfra, og som jeg nu orker. Og det er ikke så få.
Det bedste man kan sige om den sag er, at jeg egentlig føler, at vi selv
gør det ganske godt mht. opdragelse og håndtering af vores egne børn. Så
hver dag er i bund og grund en bekræftelse af, at det går ganske godt.
Det er en dejlig ting.

Og svaret var vist ja....

Det er jo en evighed siden, jeg sidst fik nedskrevet et par ord om dagene og ugerne, der er gået. Og det føles unægteligt som en evighed siden sidst. I korte træk er der sket det, at jeg er gået fra deltidsansat til deltidsansat til næsten fuldtid. Første deltid var redaktørstillingen, der forduftede i tågerne af en konkurs. Dernæst havde jeg efter to telefonopkald en 15 timers vikarstilling på hånden. Den optog så min tid frem til efterårsferien, hvorefter to halvtidsvikariater i alt næsten giver en fuldtidsstilling. Så lige nu slår jeg mine folder i børnehaveklassen samt skole-fritidsordningen på Glud skole. Vikariatet før efterårsferien var den rene barneleg i forhold til at holde styr på 23 bh.kl.-børn. Pyha da! Men, for nu lige at give mit eget ganske og aldeles objektive svar på de i august stillede spørgsmål angående mine evner som folkeskolelærer, så vil jeg da mene, at det skal være et klart og rungende JA! Jeg kan godt finde ud af at undervise. Seks ugers vikariat gør jo selvfølgelig én til verdensmester på området. Nu ved jeg alt om børn og hvordan man håndterer dem.
Det vil jo nok her være nødvendigt at indskyde en kort bemærkning om kunsten at holde ironi og sarkasme på et passende stade. Det skal jo ikke hedde sig, at jeg tror, at jeg er noget, jeg ikke er. Men, omvendt så synes jeg nu at det er gået ganske fint og uden at tro for meget, så mener jeg nu også at børnene har fået noget med sig hjem fra musiktimerne de sidste seks uger.
Nå, det med børnehaveklassebørnene er så en helt anden historie. Det er jo en udfordring, der trækker tænder ud. Bubber og BS kan da godt gå hjem. Jeg kan slet ikke tage Bubbers piveri alvorligt. At blive udsat for Mach 3 er intet at regne for at blive udsat for 23 skrigende unger hvoraf flere er på randen af en ADHD-diagnose. Her bliver man for alvor svimmel...
Men på den anden side er det meget fornøjeligt og en dejlig ting, at man lige i en kortere periode kommer lidt ud for at lave noget. Arbejde som det vist hedder. Den side af livet har jo været lidt speciel de sidste par.
Mere følger snarest...

Kan man mon finde ud af at være lærer?

Ja, det er det spørgsmål jeg lige går og pusler med for tiden, da jeg
har fået et 6 ugers vikariat på den lokale skole. Der skulle jo ske
noget på jobfronten - gerne noget hvor der var løn involveret - så jeg
ringede lidt rundt til de nærmeste skoler for at byde mig til og
pludselig var der som sagt 6 uger i posen. Der står musik og billedkunst
på skemaet, så det bliver sikkert fornøjeligt men ifølge ældre og meget
erfarne lærere (læs: mine forældre) også noget af en udfordring, da
klassetrinene er 1. til 5. Hvor svært kan det være? tænker man. Tjaaa,
det får vi se fra næste tirsdag.

Vi er i Danmark igen...

Ja, så er vi returneret til fædrelandet for en lidt længere bemærkning. Hovedpointen er at holde barsel herhjemme, hvor bedsteforældre, familie og venner er i nærheden. Og den pointe er indledt/gjort/understreget idet vi i mandags blev forældre til en dejlig lille pige. Hun ligner storesøsteren meget, så man er jo lidt spændt på, hvor livligt, der bliver i de kommende år. Jeg vil ikke sige, at jeg bliver helt træt ved tanken, men der er nok ingen tvivl om, at der skal findes ekstra energi-ressourcer i depoterne for at følge med to piger af Ea's kaliber.
Fornøjeligt bliver det helt sikkert. Det er også forventningen til de kommende måneder, hvor vi altså opholder os i Danmark, mere præcist i Pøt i vores nye og næsten færdigrenoverede sommerhus. Det har været fantastisk at kunne lægge gulv, male og snedkerere i eget hus for første gang. Resultatet er efter egen opfattelse ganske godt. Der er selvfølgelig tegn på, at det ikke er en professionel tømrer, der har været i gang, men jeg er nu godt tilfreds. Der mangler endnu lidt, men vi har ikke længere problemer med at skulle have en nyfødt baby i huset.

Små haver...

er der mange, der har her i Bruxelles. Byen er jo præget af relativt
smalle byhuse i to til tre etager, hvor der som i vores hus er indrettet
et par lejligheder - én per etage - mens andre huse er familiehuse. I
sidstnævnte kategori ligger et par stykker, som ejes af Lines kolleger.
Det er helt fantastiske huse. Nå, sagen var egentlig, at til den slags
huse er der et tilsvarende smalt stykke have bagved, hvilket er aldeles
glimrende. Andre - som os - har overhovedet ingen have. Men derudaf
udspringer en del kreativitet, idet det, så vidt jeg kan se, er en
udbredt ide, at man kaster sig over de små jordlodder, man så kan finde.
Det gælder f.eks. den smule jord, der er lige rundt om de mange
vejrtræer her i byen. Således kan man her i området se mange små
1-kvadratmeters blomsterbede eller for den sags skyld tilsvarende
størrelser jord med terrassefliser. Jeg antager, at man ikke sætter sig
her og slikker sol, da bilerne jo suser lige forbi og der kan næppe stå
en stol på disse terrassefliser. Andre bede er omkranset af små hegn, og
da man kan opleve flere forskellige hegn inden for måske 50 meter kan
det jo næsten ikke være andet end private initiativer. Spøjst kan man
sige, men også lidt hyggeligt og sjovt med alle de blomster fremfor
støvede jordlodder, hvor hundene efterlader, hvad de nu behøver...