Flyttedag flyttedag!

Nu er jeg langt om længe nået så langt med min private hjemmeside, at jeg har flyttet mine blog-aktiviteter dertil. Derfor vil jeg opfordre alle (?) mine læsere til at haste over på www.anderskristian.dk for at se værket. Under titlen: "Hovedet på bloggen" kan man så finde webloggen med alle de tidligere poster osv.
Der er også mulighed for at tilmelde ens email-adresse, så man simpelthen får besked, hver gang der er nyt.

Så vi ses derovre!

Gå når der er grønt...

Jeg mener at have læst det gode råd andre steder, men i hvert kan jeg huske at B.S. Christiansen efterlever det. Altså det med at man ikke skal gå når der er grønt lys, men når der er fri bane.
Jeg har netop set en belgisk fyr, der åbenbart mente, at det var meget bedre at stå på sin ret og leve efter, at man må/skal gå, når der bliver grønt. Således vadede han ud på vejen, da der faktisk endnu var rødt, men han havde jo lige set, at der også var rødt for bilerne, der passerede ham. Altså måtte der jo være frit. Men, så var det jo bare lige, at han befandt sig i den belgiske morgentrafik, hvor rødt ikke betyder rødt, hvis man lige kører med i en lang snor af biler. Dermed var der en bilist, der mente, at han godt lige kunne nå med over. Heldigvis - og det var søren suseme heldigt - bremsede bilisten. Hvad der dog var fuldkommen latterligt, var fodgængeren, der med det samme peger op på den stadig rødt lysende mand i fodgængerovergangen. Hans argument var med andre ord lidt vagt, men skulle der nu have været grønt, var det jo stadig et elendigt argument, hvis han havde ligget under bilen.
Alle børnene nåede over vejen, undtagen Rolf - han hang på en Golf...

Sure løg!

Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er mig, der er det sure løg eller det er den belgier, som jeg overfusede her til morgen. Han var jo lige ved at gå lige ud foran mig - der havde Katinka med på cyklen - så det var vel i sin orden at ringe med cykelklokken. At han så begyndte at påstå, at det var mig, der var galt på den, fordi jeg kørte ad en ensrettet vej (hvilket jeg var 100 % sikker på, var forkert - mente cykler var undtaget, som det er tilfældet mange steder her i byen), gjorde ikke sagen bedre. Så jeg blev sur over først og fremmest at blive irettesat, når nu man havde gjort sig den ulejlighed at undgå et sammenstød, og dernæst at få læst og påskrevet noget, man var helt sikker på var forkert. Men... så var det jo lige, at det viste sig, at manden havde ret. Lige præcis de 150 meter vej, som jeg kørte på, var ikke med nogen undtagelser for cykler. Så at jeg på mit ellers glimrende fransk havde fortalt manden, at han tog fejl, blev pludselig til en lidt pinlig affære. Heldigvis var han langt væk, da jeg opdagede den "lille" detalje, men det har nu ikke hindret mig i at gå og krumme tæer de sidste par timer.
Note til mig selv: Find en anden rute til vuggestuen!

En lettelse

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at den sidste måneds tid i det forgangne år var lidt presset og ikke mindst stresset, da min far skulle have en pace maker. Det plejer jo at være en forholdsvis simpel lille detalje, men ikke desto mindre gjorde en lang række uheldige omstændigheder det til noget der nærmest lignede et mareridt. Men, nu i dag lykkedes det så endelig at få indsat maskineriet, og dermed skulle det naturlige maskineri få den nødvendige støtte og komme op i omdrejninger igen, så vi kan få ham den gamle tilbage i hopla.
"Lettelse" er den oplagte betegnelse for det man føler, men samtidig rækker det ikke helt. Skal også lige først se ham være helt på højkant før armene kommer i vejret.

10'erne

Jeg har med vilje ikke lavet nogle nytårsfortsæt, der relaterer sig til
hyppigere opdatering her på bloggen. Det ville med sikkerhed være en
tabt sag. Og se bare. Der er allerede gået fem dage af det nye år, inden
jeg kommer til tasterne, så nu kan jeg jo rigtig spille bagklog. Nå,
dermed skal det nu ikke være sagt, at jeg ikke vil forsøge at skrive
lidt oftere. Det er så absolut min hensigt. En første lille tanke, der
kan udbredes til et større publikum, er det med, at vi nu har bevæget os
ind i 10'erne. Endelig er vi igen i et årti, der ikke skaber bøvl med
hensyn til netop udtrykket xx'erne. Nåja, 90'erne var da mere mundret,
men det er jo nok fordi, der engang var en sang om dem (jaja altså
1890'erne) og så kender man jo ikke rigtig nogen, der havde levet i
0'erne og benyttet det udtryk. Altså var det lidt svært at få et nært
forhold til. Til trods for man havde 10 år til at lære det.
Og er det egentlig ikke uhyggeligt, at vi nu er i 2010? Godt nok var der
meget postyr omkring 2000, men 2010 har alligevel oftere været et
katastrofeår, magisk år eller på anden vis vendepunkt i diverse film (af
mere eller mindre god kvalitet). Mon jorden så går under, tager
robotterne over, kommer der en invasion fra det ydre rum eller lever vi
bare videre, som vi altid har gjort. Tja, man hælder nok til det sidste,
men hvem ved. Måske sker der noget ekstraordinært i 2010...