Der er ingen slange...

Så har Line og Katinka været i Strasbourg et par dage, hvorved far her og Ea har været alene hjemme. Nåja, om vi nu har været alene er jo et emne for diskussion, men der er jo noget mere tomt i lejligheden, når der ikke er en lille pige, der vækker én om natten og i øvrigt underholder i løbet af dagen, når storesøster er i skole. Men, jeg skal jo ikke klage, for jeg har sovet glimrende de sidste par nætter og man kan jo nå lidt af hvert, når man ikke skal underholde hele tiden.
Overskriften her kommer i øvrigt af en lille spøjs hændelse fra sidste uge, hvor Line kom hjem en dag og begyndte at lede efter dækjern og cykelpumpe. Det skyldtes så, at der stod et belgisk par nede på gaden med en punkteret cykel. De ville gerne have haft cykelhandleren her ved siden af til at hjælpe, men han havde lukket. Og de anede tilsyneladende intet om cykler. Således lykkedes det manden at påstå, at der ikke var slange i dækket. Nuvel, den aldeles pænt påklædte Line - kjole og høje hæle - havde hurtigt hevet slangen ud, hvorefter vi lige pumpede cyklen og foreslog parret at rulle hen til byggemarkedet og investere i et sæt lappegrejer. En meget underlig oplevelse. Særligt i lyset af, at Tom Boonen tre dage forinden for trejde gang havde vundet én af forårsklassikerne. Altså synes prædikatet cykelnation at skulle tages med et gran salt, når det gælder Belgien.

Følelsesmæssige rutcheture

For søren da også en Påske vi har haft. Der var nedture af den helt store slags med min fars slagtilfælde, men heldigvis var der også store opture, så jeg nu med sindsro kan sige, at alting ser lyst ud.
Der var også lige en fantastik dag i gode venners selskab, hvor ølsmagning mv. dog slog benene væk under undertegnede, der dermed måtte bruge en ekstra dag på lige at komme sig. Det var vel også en slags nedtur, men dog én af de mere forventelige af slagsen.
Så var der den store vin-farce med bestilling af vin til brylluppet adskillige steder, hvorefter en tur til grænsen og en tur til Odder løste problemet.
Endelig var der en uendelig strøm af køer på motorvejene både til og fra Danmark, så man er lidt træt. Underligt træt, da der jo også har været mange hyggestunder og lidt afslappende graven i haven - nå nej, det var ikke afslappende for det lykkedes jo Line at stikke sig i storetåen med den store greb. Det kostede en tur til vagtlægen for at få en stivkrampevaccination og en penicilinkur.
Hm, næ lidt mat er man efter alle de oplevelser.

Twitter

Det er da en fantastisk lille funktion med dette mikro-blogging. Den
vågne læser har vel lagt mærke til, at der er blevet tilføjet en lille
widget her ved siden af. Det er så min mikro-blogging-verden. Her kan
jeg opdatere hele verden via diverse websites så som facebook med mere.
Der kan ikke stå så meget, men i det mindste så kommer, der da lidt nyt
næsten hver dag. I øvrigt vil jeg lige blære mig med, at jeg er helt
utroligt langt fremme på internet-fronten, idet jeg altså havde oprettet
en twitter-konto, inden der blev vist et indslag om fænomenet i
tv-avisen for nyligt.

Besværligt...

Nå ja, det er selvfølgelig min egen skyld, men nu sidder man så endnu engang og sveder over skatteregler mv. 20008 var på mange måder er underligt år, hvad indkomst angår. Ca. ½ år uden og så ½ år med lidt fra vikariater og så da lige et plaster på såret for det første halve år. Men, det var jo i to forskellige lande, så hvad gør man så? Tjaa, der er jo nok en løsning, men som altid med SKAT, er den nok ikke så simpel.

Bruce er nu lidt sej...

Ja, alstå Bruce Willis. Og hvorfor er jeg så lige kommet til at tænke på ham? Jo, det skyldes først og fremmest, at det lykkedes mig at få min gamle pladespiller i omdrejninger igen i sidste uge, og derefter indledte jeg en grundig gennemrodning af beholdningen fra mine unge dage. Og hvad gemte der sig så her? Et album med Bruce Willis hvor han på ganske udmærket vis har blandet egne numre med gamle slagere fra 60'erne. Nå ja, måske er der en grund til, at han har slået sine folder på skærmen frem for på scenen, men jeg synes nu stadig, at det er en glimrende plade.
Så vidt jeg husker blev den indkøbt alene pga., at det var Bruce Willis. Og det er nok sket ca. i 1987. Dengang havde storesøster fået en pladespiller, og så blev de hårdt optjente avispenge brugt til pladeindkøb i Viborgs førende musikbutik: Sound of Music. Bruce Willis havde indprentet sig hos mig via serien Moonlighting, hvor han spillede sammen med/overfor Cybil Shepherd, og minsandten om der ikke også var et soundtrack fra den serie i min samling. Jo, jeg har da vist haft en Bruce Willis-periode engang. Og læg nu mærke til at det var før Die Hard kom på plakaten. Jeg har jo haft lidt fornemmelse for kommende storhed... og, jeg synes nu også stadig, at han er lidt sej.

Og så kom solen...

Det har været en lille smule trist på det seneste her i Belgien. Altså
når det angår vejret. Koldt og trist. Og en følge deraf har været, at
jeg har hostet og nyst og pudset næse i snart lang tid. Kedeligt
kedeligt. Men nu skinner solen, og vinduet står åbent, og det er dog kun
5. marts. Dejligt må man sige.
Tiden går som sædvanligt hurtigt med alle de små gøremål man har. Nu
hvor Line er begyndt at arbejde igen, skal jeg jo have Katinka med, når
jeg afleverer Ea i skole. Så det tager lidt længere tid. Særligt når
forkølelse tager 60 % af ens energi. Var ellers lige kommet godt i gang
med at løbetræne igen ved hjælp af min meget insisterende
telefon-træner. Ja, Line gav mig den smarteste telefon i
fødselsdagsgave. Der var pulsmåler og skridttæller inkluderet, og så kan
man ellers hører en venlig men bestemt damestemme kommandere én op og
ned i tempo, mens man løber. Det er faktisk lige, hvad jeg har brug for.
Derudover planlægges den store fest. Der er sørme mange detaljer, der
lige skal ordnes og passes ind, men det begynder da at ligne noget. En
fest bliver der i hvert fald. Og gæster kommer der såmænd også...

Tosser på alle kanaler

Vi var i DK i sidste uge. Særligt for at se den lille nye kusine, som jo har gjort mig til onkel. Det er da ganske stort. Nå, aftenen før vi kørte hjem igen slappede jeg lige af med lidt TV. Først et par afsnit af Klovn, hvilket som altid fik én til at krumme tæer, men underholdende er det jo. Dernæst blev jeg kortvarigt optaget af en dokumentarudsendelse om Danmarks bedst sikrede lukkede institution. Her boede en lang række kriminelle med mentale handikap. Ja, egentlig var de ikke dømt som kriminelle til trods for, at de havde begået kriminelle handlinger af meget forskellig og relativt voldsom art, men da deres intelligens/IQ for størstepartens vedkommende var under 70 faldt de under reglen om, at man ikke kan dømme dem. Men forvaring kan de så havne i, og det var så tilfældet. Det var ganske bemærkelsesværdigt, hvordan de mennesker på nogenlunde velformuleret vis kunne fortælle deres historie, mens de samtidig et eller andet sted afslørede manglende forståelse for alvoren af deres handlinger. Hvad der gjorde det endnu mere bemærkelsesværdigt, var TV2's Zulu-ræs, der kørte på samme tid på netop TV2. Her var samlet mindst ligeså mange intelligensmæssigt underbemidlede mennesker, der så fik lov at smadre biler og campingvogne, hvorefter de så kunne kommentere løbene, deres konkurrenter og livet i almindelighed. Det var ikke ligefrem dybererækkende tanker. Særligt ikke fra den tidligere bokser Johnny Wahid Johansen - tidligere kendt som Johnny Bredahl. Ja, bare det at manden har ladet sig omdøbe til Wahid Johansen afslører da et kæmpe hul i de mentale evner. Man kan til tider undre sig over, hvordan enkelte individer af ringe intelligens havner i forvaring pga. af vold, mens andre skaber sig en karriere i bokseringen. Den store forskel er der jo ikke.

Betragtninger over VM i Håndbold

Det lykkedes mig at købe 3 måneders Sputnik-abonnement, inden jeg fik set, at TV2's gyldne løfter om direkte transmission af samtlige 84 kampe ved VM i Håndbold ikke gjaldt i udlandet. Suk! Flere timers søgen på proxy-servere og danske IP-adresser bragte mig ikke nærmere en løsning, men så kom Line hjem fra Parlamentet og fortalte at hendes kollega, Søren, havde den perfekte løsning i form af sportsbaren Fat Boys på Place Luxembourg. Velskænkede øl, godt selskab og storskærm var jo ikke at foragte, så nu har jeg set et nederlag og en sejr. Førstnævnte i lørdags i kampen mod Polen. Trods nederlaget var det en fornøjelig aften, da der sad adskillige polakker samt en mindre skare danskere, så der blev råbt og hujet. Det var dog intet imod aftenens kamp mod Tyskland, hvor de danske tilskuere på Fat Boys var mødt talstærkt op, og der var også enkelte tyskere. En passende fordeling efter undertegnedes mening, hvorved stemningen var høj og resultatet var jo aldeles tilfredsstillende. Der var mødt to parlamentsmedlemmer op. Margrethe Auken sad lidt længere tilbage i baren, mens jeg fik glimrende selskab af Ole Christensen ved min side. Et for mit vedkommende hidtil ukendt medlem, men han viste sig jo at have passende holdninger til håndbold og ikke mindst tyskere. Således kan man jo håbe på at han og Margrethe åler deres tyske kolleger i morgen.
En ekstra lille detalje var de forskellige bemærkninger, man fangede rundt blandt de håndboldglade danskere. De fleste var ganske unge mennesker, så et godt bud vil være, at der var tale om stagieres, praktikanter og lignende. Ikke desto mindre fangedes hurtigt momentet af prestige. Således nævnte en ung dame med begejstring, at hun netop havde været inde og besøge Parlamentet idag. Det blev hurtigt modsvaret af sidedamen (på samme alder), der påtaget "casual" nævnte, at "nu arbejdede hun jo i Parlamentet hver dag". Resten fortog sig i larmen, hvilket var aldeles glimrende, idet bemærkningen kun kan betegnes som latterlig. Der arbejder godt 6.000 mennesker (mener jeg) i parlamentet, så hvad særligt er der dog ved det? Den lille stakkel - altså sidedamen.

Magimix - hurra!

Det store hit, hvad angår julegaver, i den forgangne jul, var helt
sikkert vores nye supersmarte køkkenmaskine - hvem sagde foodprocessor?
- Magimix 5200. Der skal allerede her lyde en stor tak til alle, der gav
os den (det var faktisk nogle stykker alt i alt). Det er ganske enkelt
en fantastisk maskine. Der bliver lige æltet dej til boller på ingen
tid, snittet gulerødder og andet i den genre inden man når at få kigget
sig om, og så kan den endda slynge saft af alskens grøntsager og frugt.
Og det er slet ikke så svært at gøre den ren, som man kunne frygte, så
jeg udnytter enhver lejlighed til at afprøve maskinen. Således har jeg
nu med nogen succes bagt min første roulade nogensinde. Det blev med dej
og flødeskum rørt med Magimixen, så den kom helt til sin ret. Stort er
det - og meget mere venter er jeg sikker på.

Velkommen til 2009!

Så kom vi ind i 2009, og stort set samtidig returnerede vi til Bruxelles, der dagen efter vores ankomst blev dækket i et tykt hvidt lag sne. Ja, det med det hvide gik jo hurtigt over i en lidt grumset grå farve i gaderne, men parken var til gengæld hvid og fin, og der var glimrende kælkemuligheder (se f.eks. billeder på familiens blog. Nu er det så slået over i tø, og endelig begynder det at være sikkert at gå på fortovene igen. Der er ganske enkelt ingen kommunale eller lignende planer for sne her i den belgiske hovedstad. Det er tilsyneladende ikke påbudt at rydde foran sit hus og salt eller sand er ikke lige noget folk eller butikker ligger inde med. Endvidere var trafikken den første dag præget af panik og manglende øvelse i at gebærde sig i let sneføre. Bilerne skøjtede rundt og jeg se endda et par unge fløse, der tilsyneladende mente, at det glatte føre nu skulle udnyttes til lige at afprøve evnerne i at glide rundt i svingene. En smule hasarderet i de små gader, må man sige.

Decembertanker

December er jo på mange måder en modsætningsfyldt måned. Man ser fremad
til den 24., men samtidig ser man tilbage på året, der gik. Der er sørme
sket meget, men det har jo ikke ligefrem afspejlet sig i en kvantitativt
forbedring her på bloggen. Men, indrøm mig dog dog samtidig retten til
at påstå, at der har været mange kvalitativt gode indlæg! Nå, mine
tanker går lige i øjeblikket på, hvordan fremtiden for bloggen skal tage
sig ud. Jeg arbejder jo lige i øjeblikket på at få lavet en ordentlig
hjemmeside (det foreløbige resultat ligger på www.anderskristian.dk),
men om bloggen her så skal flyttes dertil, ved jeg endnu ikke helt. Den
beslutning bliver nok henlagt til det nye år, hvor vi igen får bopæl i
Bruxelles og min tid som folkeskolelærer dermed ophører. Det kunne
betyde lidt mere tid til at tænke over hjemmesider og blogs, men jeg
lover intet, da jeg samtidig bliver fuldtids hjemmegående husfar med
alt, hvad dertil hører af ansvar for pigerne, madlavning, indkøb osv.
osv. En priviligeret tilværelse med andre ord, hvor Line hiver pengene
hjem, og jeg bruger dem i det belgiske sidestykke til Føtex. Glæder mig
allerede for det betyder jo først og fremmest, at jeg får lov til at
være fuldtidsfar. En situation, der ikke er enhver beskåret.
Men altså: tankerne om bloggens fremtid bevæger sig i lidt forskellige
retninger.

(fortsættes - måske)

En rolig weekend...

har vi ikke haft alt for mange af her på det seneste. Der er jo så mange venner og familie, vi gerne vil se. Og så er der simpelthen ikke weekender nok inden jul. Men en lille pause i besøgene har vi så alligevel valgt at holde og det har sørme været rart. Særligt når nu vejret har artet sig, som det har med høj blå himmel, sol og frost i luften. Dejligt.
Det har været helt fantastisk med roen og den friske luft herude i Pøt. Der har da ganske vist været enkelte besøgende i husene i området, men slet ikke nok til at ødelægge stilheden og dermed roen. Helt igennem fantastisk.

... en kort bemærkning om andres børn

Det er næsten en gave, man har fået, sådan at undervise i den lokale
folkeskole over et par måneder. Det var jo ikke lige noget, jeg havde
planlagt i længere tid. Mestendels var det et lidt spontant indfald, da
forskellige ting på jobfronten pludselig tog fart i en lidt spøjs
retning. Nå, men udover at jeg har fået noget at rykke i, og jeg endda
bliver betalt for det, så får jeg også hver dag et lille indblik i andre
menneskers børns adfærd, og derudfra kan man jo så udlede tanker og
ideer om opdragelse af sine egne børn. Det er på godt og ondt. Børn er
jo så hudløst ærlige, så man får fra tid til anden sandheden fra
hjemmefronten. Børnenes hjemmefront vel at mærke. Her sker der sørme
lidt af hvert... og jeg må vist ikke videreformidle den slags, så ikke
mere derfra. Til gengæld kan jeg vist uden problemer hive alle de
erfaringer med mig derfra, og som jeg nu orker. Og det er ikke så få.
Det bedste man kan sige om den sag er, at jeg egentlig føler, at vi selv
gør det ganske godt mht. opdragelse og håndtering af vores egne børn. Så
hver dag er i bund og grund en bekræftelse af, at det går ganske godt.
Det er en dejlig ting.

Og svaret var vist ja....

Det er jo en evighed siden, jeg sidst fik nedskrevet et par ord om dagene og ugerne, der er gået. Og det føles unægteligt som en evighed siden sidst. I korte træk er der sket det, at jeg er gået fra deltidsansat til deltidsansat til næsten fuldtid. Første deltid var redaktørstillingen, der forduftede i tågerne af en konkurs. Dernæst havde jeg efter to telefonopkald en 15 timers vikarstilling på hånden. Den optog så min tid frem til efterårsferien, hvorefter to halvtidsvikariater i alt næsten giver en fuldtidsstilling. Så lige nu slår jeg mine folder i børnehaveklassen samt skole-fritidsordningen på Glud skole. Vikariatet før efterårsferien var den rene barneleg i forhold til at holde styr på 23 bh.kl.-børn. Pyha da! Men, for nu lige at give mit eget ganske og aldeles objektive svar på de i august stillede spørgsmål angående mine evner som folkeskolelærer, så vil jeg da mene, at det skal være et klart og rungende JA! Jeg kan godt finde ud af at undervise. Seks ugers vikariat gør jo selvfølgelig én til verdensmester på området. Nu ved jeg alt om børn og hvordan man håndterer dem.
Det vil jo nok her være nødvendigt at indskyde en kort bemærkning om kunsten at holde ironi og sarkasme på et passende stade. Det skal jo ikke hedde sig, at jeg tror, at jeg er noget, jeg ikke er. Men, omvendt så synes jeg nu at det er gået ganske fint og uden at tro for meget, så mener jeg nu også at børnene har fået noget med sig hjem fra musiktimerne de sidste seks uger.
Nå, det med børnehaveklassebørnene er så en helt anden historie. Det er jo en udfordring, der trækker tænder ud. Bubber og BS kan da godt gå hjem. Jeg kan slet ikke tage Bubbers piveri alvorligt. At blive udsat for Mach 3 er intet at regne for at blive udsat for 23 skrigende unger hvoraf flere er på randen af en ADHD-diagnose. Her bliver man for alvor svimmel...
Men på den anden side er det meget fornøjeligt og en dejlig ting, at man lige i en kortere periode kommer lidt ud for at lave noget. Arbejde som det vist hedder. Den side af livet har jo været lidt speciel de sidste par.
Mere følger snarest...