søndag, august 24, 2008

Kan man mon finde ud af at være lærer?

Ja, det er det spørgsmål jeg lige går og pusler med for tiden, da jeg
har fået et 6 ugers vikariat på den lokale skole. Der skulle jo ske
noget på jobfronten - gerne noget hvor der var løn involveret - så jeg
ringede lidt rundt til de nærmeste skoler for at byde mig til og
pludselig var der som sagt 6 uger i posen. Der står musik og billedkunst
på skemaet, så det bliver sikkert fornøjeligt men ifølge ældre og meget
erfarne lærere (læs: mine forældre) også noget af en udfordring, da
klassetrinene er 1. til 5. Hvor svært kan det være? tænker man. Tjaaa,
det får vi se fra næste tirsdag.

søndag, august 10, 2008

Vi er i Danmark igen...

Ja, så er vi returneret til fædrelandet for en lidt længere bemærkning. Hovedpointen er at holde barsel herhjemme, hvor bedsteforældre, familie og venner er i nærheden. Og den pointe er indledt/gjort/understreget idet vi i mandags blev forældre til en dejlig lille pige. Hun ligner storesøsteren meget, så man er jo lidt spændt på, hvor livligt, der bliver i de kommende år. Jeg vil ikke sige, at jeg bliver helt træt ved tanken, men der er nok ingen tvivl om, at der skal findes ekstra energi-ressourcer i depoterne for at følge med to piger af Ea's kaliber.
Fornøjeligt bliver det helt sikkert. Det er også forventningen til de kommende måneder, hvor vi altså opholder os i Danmark, mere præcist i Pøt i vores nye og næsten færdigrenoverede sommerhus. Det har været fantastisk at kunne lægge gulv, male og snedkerere i eget hus for første gang. Resultatet er efter egen opfattelse ganske godt. Der er selvfølgelig tegn på, at det ikke er en professionel tømrer, der har været i gang, men jeg er nu godt tilfreds. Der mangler endnu lidt, men vi har ikke længere problemer med at skulle have en nyfødt baby i huset.

onsdag, juni 25, 2008

Små haver...

er der mange, der har her i Bruxelles. Byen er jo præget af relativt
smalle byhuse i to til tre etager, hvor der som i vores hus er indrettet
et par lejligheder - én per etage - mens andre huse er familiehuse. I
sidstnævnte kategori ligger et par stykker, som ejes af Lines kolleger.
Det er helt fantastiske huse. Nå, sagen var egentlig, at til den slags
huse er der et tilsvarende smalt stykke have bagved, hvilket er aldeles
glimrende. Andre - som os - har overhovedet ingen have. Men derudaf
udspringer en del kreativitet, idet det, så vidt jeg kan se, er en
udbredt ide, at man kaster sig over de små jordlodder, man så kan finde.
Det gælder f.eks. den smule jord, der er lige rundt om de mange
vejrtræer her i byen. Således kan man her i området se mange små
1-kvadratmeters blomsterbede eller for den sags skyld tilsvarende
størrelser jord med terrassefliser. Jeg antager, at man ikke sætter sig
her og slikker sol, da bilerne jo suser lige forbi og der kan næppe stå
en stol på disse terrassefliser. Andre bede er omkranset af små hegn, og
da man kan opleve flere forskellige hegn inden for måske 50 meter kan
det jo næsten ikke være andet end private initiativer. Spøjst kan man
sige, men også lidt hyggeligt og sjovt med alle de blomster fremfor
støvede jordlodder, hvor hundene efterlader, hvad de nu behøver...

mandag, maj 26, 2008

Det går op og ned...

Så fik man synet bilen på fransk... Endnu en lille øvelse - sprogligt og kulturelt - der nu til sidst viste sig at være næsten ligesom i Danmark. Og det mest tåbelige var, at jeg ikke lige havde checket om lyset virkede i alle lamper, så jeg skal lige derned igen og vise, at de nu alle virker.
Næste store projekt er udfyldelse af belgisk skatteskema. Det er såmænd også på fransk. Kunne godt få det på flamsk, men det hjælper jo ikke stort. Og til trods for at landet er tre-sproget, må de stakkels tysksprogede åbenbart klare sig som alle andre udlændinge. Dvs. med fransk eller flamsk. Endnu et lille krydderi på den belgiske suppedas.
På arbejdsfronten står tingene stille, men der er da håb endnu. Muligvis var man bedre stillet med et 8 til 16 job, men det er nu lidt svært at stable på benene herfra. Heldigvis er der dukket lidt skrivearbejde op igen, så man kan holde sine gamle kompetencer lidt ved lige.

torsdag, maj 22, 2008

Glimrende...

aften må man sige. Nåede lige at få Ea til at sove inden CL-finalen gik i gang og så kunne man ellers fornøje sig med næsten 2½ times intens underholdning. Kunne godt have ønsket sig en lidt anden måde at afslutte det hele på, men når nu det blev straffesparkskonkurrence, så må man da sige, at de forstod at gøre det spændende. Og at Manchester gik hen og vandt kan jeg ikke brokke mig over.
Nu kan man så se frem til den store sportssommer med EM, Touren (ja, man kan jo ikke helt slippe den) og så skal jeg vist også lidt følge håndbolddrengene til OL sidst på sommeren. Men til den tid kan det selvfølgelig være, at jeg ikke har helt så meget tid...

tirsdag, maj 20, 2008

Fantastisk uge!

Så er vi tilbage i Bruxelles efter en helt forrygende uge i DK, hvor vi fik nøgler til sommerhuset, tømte samme for gulvtæpper og møbler, fik malet og lagt gulv og så lige hoppet lidt på trampolin - det er godt nok Eas, men far her er helt tosset med den slags. Ja, en noget fortravlet uge og kroppen er da også noget brugt - der var f.eks. også lige indlagt en flytning af diverse ting og pakkenelliker fra opbevaringsrum i Hadsten, og det stod far her selv for. Jeg havde glemt, hvor mange bøger, vi egentlig havde, så det blev lidt hårdt...
Nå, men alt i alt var det en dejlig uge, hvor jeg for første gang i alt for lang tid kunne lave noget rigtig manuelt og praktisk arbejde. Der er ikke noget så afstressende.
Line er så fortsat direkte til Strasbourg, mens jeg holder skanse og forsøger at danne mig overblik. Skal f.eks. lige finde ud af at tage bilen til syn. Den slags er jo altid interessant, når det skal foregå på et sprog man ikke mestrer til fulde.

onsdag, maj 07, 2008

En masse besøg

Dejlig uge - den seneste her. Vi har haft lejligheden fyldt med gæster fra Danmark, så der har været liv og glade dage. Godt nok var vejrguderne ikke lige med os, da Asbjørn og børnene var her, men så fik vi set et børnemuseum i stedet for at blive sjasket til af regnen. Ja, hernede udstiller de deres børn. Det er det rene cirkus.
Nu står der så sommerhus på programmet. Vi skal hjem til DK og male og ordne, så vi får gjort sommerhuset til vores. Det er som juleaften for undertegnede, der simpelthen ikke kan vente med at komme i gang. Épatant! Dvs. fantastisk, blot lige for at blære mig med, at jeg har tilføjet en nyt ord til mit franske ordforråd.
Og så skal det da lige tilføjes, at solen bager ned fra en skyfri himmel nu, så vejrguderne er lidt uforudsigelige for tiden (hvis de da nogensinde er eller har været forudsigelige).

onsdag, april 23, 2008

Sommerhus...

Så skulle den vist være der. Sommerhus-købet altså. Ja, nu har vi da
godt nok ikke betalt endnu og der skal lige flyttes lidt rundt på nogle
midler og velsagtens også laves skøde osv. men sælger har sat
underskrift på og advokaten havde ikke de store bemærkninger, så det
burde falde på plads. Og vi opdagede jo her i weekenden, at der lige
fulgte et skur med fyldt med haveredskaber. Ja, kald os bare amatører,
men vi havde faktisk underskrevet købsaftale uden at have set det hele.
Men der var altså blot en lille bonus i form af græsslåmaskine og ikke
mindre end tre hæk-klippere. Den ene var endda benzindrevet... Jo jo.
Det skal nok blive godt.

tirsdag, april 15, 2008

Et par små-rettelser

Nu snakkede jeg godt nok om rya-tæpper den anden dag, men det viser sig ved nærmere eftersyn, at det burde have været om rya-mørke i stedet. Ikke at det gør tingene mere klare og jeg har nu også fået understreget, at den lille detalje nok mest er for de indviede. Og her hører jeg ikke til endnu. Der skal vist lidt læsning af noget dansk litteratur til for at få afklaring på den sag. Og der er ikke lige tid til danske litteratur lige for tiden. Jeg er netop gået i gang med "Den store fædrelandskrig" omhandlende Sovjetunionen fra midten af 30'erne og frem til 1955. Umiddelbart lyder det tungt, men det er nu foreløbig meget spændende og tegner godt for de følgende 300 sider. Sovjet har ikke lige haft min interesse tidligere, men det er jo ikke lige en "detalje" i verdenshistorien, man bare lige kan overse, så det er velsagtens på tide, jeg sætter mig lidt bedre ind i det kapitel.
Ellers er der nu skred i sommerhusplanerne. Vi afventer nu en købsaftale, og så skulle tingene gerne falde på plads. Kryds gerne fingre for at der ikke lige kommer en ny interesseret køber ind fra højre og ødelægger sagen for os. Man har jo hørt om lignende tilfælde.

lørdag, april 12, 2008

Sjælens rya-mørke

Ja, det kan jo synes at være en ganske mærkelig titel og det er det såmænd også. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det handler om, men nu er sagen så også, at det er titlen på John's nye blog, og da den så gerne skulle være mere synlig på nettet, så vil jeg her kort skrive lidt mere om Sjælens rya-mørke. Detaljen er så - som jeg også før har skrevet om - at denne synlighed jo kun kommer i stand, hvis Google m.fl. bliver opmærksomme på bloggen via links osv. Men det skal jo være med de rigtige søgeord, så da det er John V. Jensens blog, så skal navnet jo være et link. Og det handler foreløbigt om Henning Mortensens Sondrup-trilogi. Derfor skal de "nøgleord" også være links. Og så vil jeg i første omgang ikke skrive så meget mere, da det i første omgang mest er et lille forsøg. Håber det lykkes, og dernæst håber jeg, der kommer mere på den blog, for foreløbigt ser det ganske interessant ud.

torsdag, april 10, 2008

Sommerhus

Et af de store spørgsmål, vi tumler med i øjeblikket, er køb af
sommerhus. Det ville jo være ganske fantastisk at kunne have et sted at
bo, når man er hjemme - vel at mærke et sted, hvor man så kan invitere
venner og familie på besøg i stedet for at skulle invitere sig selv på
besøg hos samme. Desuden sker der jo ting og sager til august - noget
med en rolling mere... og så vil vi gerne opholde os et par måneder
eller mere i Danmark. Så der kigges altså på sommerhus. Faktisk har vi
fundet et, så nu skal der lige forhandles lidt pris og så falder det
forhåbentlig på plads uden større problemer. Der er bl.a. en fin have og
så er huset i øvrigt ikke uden gør-det-selv-projekter, så det er lige
sagen for undertegnede. Jævnfør tidligere post ang. hokus krokus, så
kunne jeg jo ikke undgå at blive lidt misundelig på de par fyre, der gik
og gravede og gjorde ved nede i gården. Det vil jeg også. Så altså: nu
skal tingene lige falde på plads og så kan far her komme i haven snart...

onsdag, april 09, 2008

Hokus krokus...

Ja, nu har jeg jo altid være begejstret for de der programmer, hvor man
vælter et hus og bygger et nyt på en uge, eller forvandler en
skrammeldynge til et slot eller en hundegård til et lille have-oase. Og
det sidste skete i vores baggård i sidste uge. Underboen havde kun
benyttet gården (han er den eneste med adgang...) til at lade sin hund
stå og tude i (og gøre, hvad hunde nu ellers har behov for) så det
lignede efterhånden en noget mudret og tilsvinet gård. Men så pludselig
stod der et par friske fyre med river og skovle og alskens andet udstyr
samt en masse planter. Og cirka 6 timer senere var der to bede med
planter af forskellig art og et større område med træflis. Det ser
rigtig godt ud og foreløbigt ser det ikke ud til, at der skulle være
problemer med at holde det i live. Det er meget opløftende.

mandag, marts 03, 2008

Smuttur til KBH

En hektisk men aldeles fornøjelig weekend, må man sige. Vi smuttede lige til København henover weekenden. Først og fremmest fordi et par initiativrige tidligere højskolekammerater havde inviteret til 12-års jubilæum lørdag aften, men der blev også lige tid til at ses med en masse andre venner. Det er meget opløftende at møde så mange mennesker og lige høre, hvordan tingene står til, og hvad livet ellers har budt på for deres vedkommende siden man sidst så hinanden. Særligt når det for hovedpartens vedkommende kun havde budt på glædelige ting og fremgang. Ja, mht. højskolefolket, så var der vel ca. kommet 35 børn til og der var mindst 15 vordende mødre og fædre i selskabet. Så talen faldt ganske naturligt på den slags.
Nå, men idag betaler man så prisen. Der er mathed i alle led... men, en blogpost kan man da altid skrive.

torsdag, februar 28, 2008

Nyt franskkursus

Ja, jeg tænkte, at jeg ville prøve noget nyt og derfor kommer her allerede ugens anden post. Der må jo ske noget og jeg vil jo ikke have, at min trofaste læserskare (ja, jeg antager jo, at den er der et eller andet sted) smutter andre steder hen. Ikke at man kan læse særligt meget om mine daglige bedrifter andre steder men alligevel...
Nå, men jeg har fundet et nyt og ganske glimrende franskkursus. Faktisk er det lykkedes at komme ind under partner-ordningen i Parlamentet, hvilket betyder, at jeg er med på et franskhold, da jeg er så heldig at danne par med én der arbejder i Parlamentet. Det er gratis, men det er ikke engang det bedste, man kan sige om sagen. Det er faktisk i langt højere grad et niveau, hvor man lærer noget og virkelig skal spidse ører for at følge med. Den eneste detalje er så, at det hovedsagligt er assistenter for diverse parlamentarikere, der går på holdet. Og det kan tilsyneladende ikke afsætte to timer til franskkursus uden at blive stressede. De kommer sent og går tidligt og kan desuden ikke finde ud af at slukke for telefonen. Tåbelige unge mennesker.
Nå, men det skal nu ikke ødelægge min fornøjelse ved sagen.