Pyhh, belgisk snevejr

Jeg var lige ved at være bekymret for, at vi ikke ville nå at få glæde
af sneen - altså sneen i Danmark. Men nu betyder det ikke så meget om vi
når hjem til den danske sne, for vi har fået så rigeligt her i Belgien.
Og det skaber kaos af dimensioner. Som sidste år er der overhovedet ikke
noget beredskab til den slags, så der er endnu ikke hverken ryddet sne
eller saltet. Bilerne skøjter rundt - for selvfølgelig kan man da køre -
og jeg så bl.a. en lille Renault der stille og roligt gled ind i en
holdene bil, fordi føreren af førstnævnte ikke lige havde styr på
sagerne. Det spærrede så den resterende trafik i den gade. Og nu er der
jo en del bakker her i byen, så det hele stopper lidt, når man skal
opad. Det ender med at alle byens biler holder nede i et hul. Så bliver
der fredeligt her hos os, for det er lidt oppe på bakken.

Baby on board

Jeg fatter simpelthen ikke disse bagrude-skilte, hvor der står Baby on
Board. Betyder det mon, at føreren undskylder sin kørsel, men at han/hun
selvfølgelig vil køre som død og djævel, så snart spædbarnet er
afleveret i institution (sådan virker det til tider). Eller betyder det
mon, at føreren mener, at alle andre bør køre ordentligt fordi der er en
baby i bilen. I så fald er der vel grønt lys for at køre tåbeligt, hvis
der ikke er en baby i bilen. Altså siger man jo mere eller mindre, at
det er helt i orden at køre som en idiot, når der "kun" er voksne i
bilen. Jeg tror, jeg vil lave mig et skilt, hvor der står "living
creature on board - and would like to stay as such".

IKEA tour de force...

Vi tog lige 5½ time i IKEA i fredags. Stik den! Og ja, pigerne var med, så det er en hardcore familien Krogager Andersen, der power shopper, når der virkelig skal shoppes. Der blev købt låger til reol, spisebord, lamper, billedramme, potteskjuler og så det løse, der altid smutter med, når man besøger dette utroligt intelligent opbyggede marked. Ens behov vokser jo nærmest eksplosivt, når man ser, hvor smart og moderne man kan indrette sig, hvis bare man lige køber sådan én og sådan én.
Men vi er nu ganske godt tilfredse selvom, der smuttede lidt ekstra med. Vi fik alt det vi kom efter (lige bortset fra et sengetelt til Ea) og vi fik svenske kødboller og pommes frites, så der var rimelig tilfredshed over hele fronten næsten samtlige 5½ time.

Og der flyttes og flyttes...

Vi er ved at være færdige med den nok længste flytning overhovedet. Dvs. vi fik nøglerne den 9. oktober og har så taget en kasse eller to i ny og næ. Foreløbigt er det gået ganske stille og roligt og umiddelbart ser det fornuftigt ud. Vi skal nok nå det med andre ord. Om vi så får varme i den nye lejlighed er en helt anden sag for først var der lukket for gassen - af endnu uklare årsager, og da der så endelig kom et par fyre for at åbne idag, så fandt den ene, at selve installationen var så klamphuggeragtig, at de ikke ville åbne alligevel. Så nu skal vi lige have en VVS'er forbi i morgen eftermiddag og derefter et nyt besøg af disse friske fyre. Om det er noget specielt belgisk skal jeg lade være usagt, men tanken er meget nærliggende...

Det vildeste styrt

Så har man prøvet det med. Heldigvis uden den nyligt omtalte spænde-på-cykel og desuden uden passagerer. Og det var sørme godt det samme. Jeg tog nemlig det vildeste styrt lige uden for Parlamentet midt på Place Luxembourg i går. Ja, det var vel cirka det mest dramatiske, der skete i det område denne dag. Der var lige et par brosten, der var blevet sæbeglatte af regn og skidt, og pludselig smuttede cyklen. Sært nok kunne jeg følge hele styrtet og nå at tænke en masse (sådan føltes det i hvert fald), så jeg besluttede mig tilsyneladende for at lade tingene gå sin gang. Det resulterede i en vældig glidetur (jeg rejste mig ca. 2 meter fra cyklen) henover brostenene, hvorved jeg blev plaskvåd, men ellers var der kun en lille hudafskrabning på skinnebenet. Den mest forskrækkede var vist en medcyklist, som jeg netop havde overhalet. Sikke noget.

Moderne transportmidler

Susanne Birchow og alle mulige andre fitness-eksperter kan godt pakke sammen og gå hjem. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har banket min fedtprocent ned på nul og forøget min muskelmasse markant uden at betale en øre for det. Og hvordan går det så til? Jo, man bosætter sig i en by med mange bakker, anskaffer en cykel, en barnestol og en påhængscykel og knokler så ellers rundt til skole og vuggestue med sine døtre et par gange om dagen. Det ser nogenlunde sådan ud:

Bilfri dag - noget af det ringeste...

Ja, så var der i går endnu engang bilfri dag i Bruxelles. Som sådan en ganske glimrende ide. Det bliver man jo nødt til at synes, når man er en af de ca. 4 % af Bruxelles befolkning, der bruger cyklen til hverdag. Eneste lille hage ved den belgiske version af fænomenet er, at folk lader anarkiet råde. Alle færdselsregler bliver sat ud af kraft og man vader rundt midt på vejen, hvor de til lejligheden afstøvede cykler så bliver slingret rundt overalt. Oven i denne allerede opbyggede skepsis (vi har jo oplevet det et par gange) fik vi så i går en overdosis, idet vi havde arrangeret en tur til Gent samtidig med, at vi så havde overset, at der netop var bilfri dag. At de så i år havde udvidet vanviddet til også at gælde helt ud til motorvejen - dvs. også herude ved os - betød, at vi pludselig blev standset af en spontan politiblokade, blev gennet ind til siden og bedt om at efterlade bilen, hvor vi nu var. Alternativt vankede der en bøde. Raseriet var ganske svært at tøjle, når man pludselig stod på gaden med børn og pakkenelliker og så i øvrigt ca. 50 km til Gent. Det blev ikke bedre af, at der kørte masser af biler rundt - vel at mærke side om side med politibiler, der ikke gjorde en fløjtende fis ved det. Tanken om, at det hele skete den første gang jeg overhovedet kørte i min bil i den forgangne uge, var kun med til at gøre det hele værre.
Heldigvis var der andre - læs: Line - der kunne holde hovedet koldt, så vi kom til Gent med tog og havde en dejlig eftermiddag hos gode venner.

Indkøb af kajakker

Nu fik jeg vist nærmest sagt tidligere, at det eneste denne ferie var gået ud på, var projekter i sommerhuset. Det er nu ikke helt rigtigt, idet en stor plan for ferien var at få sat gang i indkøb af kajakker. Nu var vi jo blevet så usædvanligt vel-begavede til vores bryllup, så det var kun et spørgsmål om at bestemme sig for, hvilken type og slags vi ville have. I udgangspunktet var det lidt svært at finde ud af, hvor man skulle indlede sine undersøgelser af marked og materiel, men til at held havde vi så også fået noget så eksotisk som en gourmet-kajak-weekend i bryllupsgave, så i festligt og dejlig vennelag fik vi både afprøvet to forskellige typer kajakker, indøvet X-redning og H-redning for ikke at nævne indtagelsen af langtidsstegt kyllingelår (ca. 4 timer over bål), lammeragout og en lang række andre specialiteter, der i en lind strøm dukkede op af Janes taske. Alt i alt en helt fantastisk hyggelig weekend, der så efterfølgende resulterede i, at vi hastede til Surf og Ski i Horsens og investerede i to kajakker samt alt det udstyr, der nu hører sig til. Vi fik en god pris og nåede så i den sidste uge af ferien både at prøve nyindkøbene på lidt længere ture, men også i ganske høje bølger. Man kan faktisk surfe i en kajak!

Projekter i sommerhuset

Ferie skal jo ikke kun være ferie i ordets måske mest oplagte betydning. Der skal jo gerne være lidt projekter, når nu man har anskaffet sig et sommerhus. Så den seneste måned har - foruden almindelig ferieren og socialiseren med venner og familie - stået på et lille terrasseprojekt i den fuldstændigt usandsynligt og meningsløst lange indkørsel, der var anlagt ved sommerhuset, da vi købte det. Det indebar bl.a. anlæggelsen af en lille faskine (sig det ikke til nogen...), flytning af vel omtrent 2 tons sten, sining af sand, sten og jord og så alt det løse. Resultatet er foreløbigt godkendt, men nu venter vi så på, at der dukker noget græs op. Forhåbentlig bliver græsfrøene liggende og ikke blæst væk i efterårsstormene. For ikke at nævne skyllet væk af skybrud og deslige. Billederne her er en slags før og efter selvom, der måske ikke lige kan ses den store forskel.

Billeder af far selv...

Ja, det er vel de fleste fædres lod, at de kommer til - mere eller mindre bevidst - at tage hånd om familiens fotografiapparat. Derved bliver der en naturlig overvægt af billeder i samlingen med motiver af pigerne. Nu er det egentlig ikke noget, jeg er bekymret over, men derimod bliver jeg bare så meget mere begejstret, når der endelig dukker et billede op af far her. Som f.eks. her fra Grenen ved Skagen, hvor Line og jeg for nyligt tilbragte et dejligt døgn uden børn. Første gang i meget lang tid, hvor vi bare kunne være os. Det udnyttede vi til at fornøje os med god mad, lange gåture og så en supersjov nat i Skagens byliv - jo jo, vi var såmænd på Buddy Holly.

Belgien - kort...

Så har man hørt det med. Nu har de gode belgiere været ved at renovere deres Palais de Justice (jeg tror nok, det er højesteret) i så lang tid, at de skal til at renovere... ja, hvad tror I? Stilladset selvfølgelig. Efter 20 år er det ikke længere sikkert at benytte stilladset, så nu skal de lige have det renoveret/udskiftet før de kan fortsætte det egentlige arbejde. Velkommen til Belgien!

Og a propos belgiere, så kørte der en af de særlige forbi mig på gaden den anden dag. Det var vel en slags motionist, for manden havde cykelshorts på. Detaljen ved dette billede var blot, at han kørte på scooter. Men, det er vel tanken, der tæller. Om det så er benzin-tanken eller noget andet...

Så kan de lære det...

de svenskere. Det kan godt være, de har ham der Zlatan, men det var da ikke imponerende, hvad han fik ud af gårsdagens anstrengelser. Jeg fornøjede mig ved at se kampen på byens nok mest besøgte sportsbar Fat Boys, der ligger lige uden for parlamentet. Ejeren - en amerikaner - har simpelthen fundet den mest fantastiske beliggenhed. Manden må snart være mange-millionær. Han havde sat storskærm op i dagens anledning og selvfølgelig sørget for, at der var Carlsberg til alle danskerne. Jeg foretrak nu Guinness. Det er nok lige så modsætningsfyldt som Carlsberg, men er da en bedre øl...

Det var fantastisk!

Hverken mere eller mindre. Vores bryllup i lørdags var simpelthen
fantastisk. Alt flaskede sig. Dagen var vejrmæssigt i sig selv en lille
oase mellem vindomsuste og regnfulde dage. Kagen var som den skulle være
- det var jo amatører, der havde været i gang. Maden var perfekt.
Serveringen klarede det med stor succes. Gavebordet var aldeles
overvældende. Og så var der gæsterne. 87 glade og feststemte mennesker,
der alle gjorde deres ypperste for at vi havde en helt speciel og
mindeværdig dag. Det var så godt, at selv ikke min mors tur på
skadestuen kunne ødelægge det for os. Hun holdt selv humøret højt,
hvilket hjalp utroligt meget, så det var kun et minus, at hun og min far
gik glip af bryllupsvalsen. Og vores lille tango-session lykkedes. For
ikke at nævne, at jeg fik lov at sole mig i lyset fra en kreds af
dejlige piger, som jeg desværre ikke nåede at danse med allesammen,
selvom det overraskende gode band (vi anede jo ikke hvem de var)
forsøgte at strække Sweet Home Chicago så langt som muligt.
Jamen altså. Hvad mere kan man sige end: Tak! Og det rækker ikke engang
til at beskrive den varme, man fyldes med, når man tænker på stemningen
og talerne. Lykke - er vist det rette ord.

Job eller ej,,,

Det er jo et stykke tid siden, jeg sidst var engageret i jobmæssig henseende, og det tænker jeg, at der skal ændres lidt ved. Men, hvad er det så lige man skal kaste sig over. Tjaa, af en eller anden grund dukker der altid noget op, lige når jeg begynder at have den slags tanker. Således dumpede der en mail ind i indboksen igår angående en mulig undervisningsstilling. Og samtidig har jeg kig på en stilling som konsulær medarbejder på den danske ambassade. Så nu skal der bare overvejes, hvilke muligheder det giver.

Der er ingen slange...

Så har Line og Katinka været i Strasbourg et par dage, hvorved far her og Ea har været alene hjemme. Nåja, om vi nu har været alene er jo et emne for diskussion, men der er jo noget mere tomt i lejligheden, når der ikke er en lille pige, der vækker én om natten og i øvrigt underholder i løbet af dagen, når storesøster er i skole. Men, jeg skal jo ikke klage, for jeg har sovet glimrende de sidste par nætter og man kan jo nå lidt af hvert, når man ikke skal underholde hele tiden.
Overskriften her kommer i øvrigt af en lille spøjs hændelse fra sidste uge, hvor Line kom hjem en dag og begyndte at lede efter dækjern og cykelpumpe. Det skyldtes så, at der stod et belgisk par nede på gaden med en punkteret cykel. De ville gerne have haft cykelhandleren her ved siden af til at hjælpe, men han havde lukket. Og de anede tilsyneladende intet om cykler. Således lykkedes det manden at påstå, at der ikke var slange i dækket. Nuvel, den aldeles pænt påklædte Line - kjole og høje hæle - havde hurtigt hevet slangen ud, hvorefter vi lige pumpede cyklen og foreslog parret at rulle hen til byggemarkedet og investere i et sæt lappegrejer. En meget underlig oplevelse. Særligt i lyset af, at Tom Boonen tre dage forinden for trejde gang havde vundet én af forårsklassikerne. Altså synes prædikatet cykelnation at skulle tages med et gran salt, når det gælder Belgien.

Følelsesmæssige rutcheture

For søren da også en Påske vi har haft. Der var nedture af den helt store slags med min fars slagtilfælde, men heldigvis var der også store opture, så jeg nu med sindsro kan sige, at alting ser lyst ud.
Der var også lige en fantastik dag i gode venners selskab, hvor ølsmagning mv. dog slog benene væk under undertegnede, der dermed måtte bruge en ekstra dag på lige at komme sig. Det var vel også en slags nedtur, men dog én af de mere forventelige af slagsen.
Så var der den store vin-farce med bestilling af vin til brylluppet adskillige steder, hvorefter en tur til grænsen og en tur til Odder løste problemet.
Endelig var der en uendelig strøm af køer på motorvejene både til og fra Danmark, så man er lidt træt. Underligt træt, da der jo også har været mange hyggestunder og lidt afslappende graven i haven - nå nej, det var ikke afslappende for det lykkedes jo Line at stikke sig i storetåen med den store greb. Det kostede en tur til vagtlægen for at få en stivkrampevaccination og en penicilinkur.
Hm, næ lidt mat er man efter alle de oplevelser.

Twitter

Det er da en fantastisk lille funktion med dette mikro-blogging. Den
vågne læser har vel lagt mærke til, at der er blevet tilføjet en lille
widget her ved siden af. Det er så min mikro-blogging-verden. Her kan
jeg opdatere hele verden via diverse websites så som facebook med mere.
Der kan ikke stå så meget, men i det mindste så kommer, der da lidt nyt
næsten hver dag. I øvrigt vil jeg lige blære mig med, at jeg er helt
utroligt langt fremme på internet-fronten, idet jeg altså havde oprettet
en twitter-konto, inden der blev vist et indslag om fænomenet i
tv-avisen for nyligt.

Besværligt...

Nå ja, det er selvfølgelig min egen skyld, men nu sidder man så endnu engang og sveder over skatteregler mv. 20008 var på mange måder er underligt år, hvad indkomst angår. Ca. ½ år uden og så ½ år med lidt fra vikariater og så da lige et plaster på såret for det første halve år. Men, det var jo i to forskellige lande, så hvad gør man så? Tjaa, der er jo nok en løsning, men som altid med SKAT, er den nok ikke så simpel.

Bruce er nu lidt sej...

Ja, alstå Bruce Willis. Og hvorfor er jeg så lige kommet til at tænke på ham? Jo, det skyldes først og fremmest, at det lykkedes mig at få min gamle pladespiller i omdrejninger igen i sidste uge, og derefter indledte jeg en grundig gennemrodning af beholdningen fra mine unge dage. Og hvad gemte der sig så her? Et album med Bruce Willis hvor han på ganske udmærket vis har blandet egne numre med gamle slagere fra 60'erne. Nå ja, måske er der en grund til, at han har slået sine folder på skærmen frem for på scenen, men jeg synes nu stadig, at det er en glimrende plade.
Så vidt jeg husker blev den indkøbt alene pga., at det var Bruce Willis. Og det er nok sket ca. i 1987. Dengang havde storesøster fået en pladespiller, og så blev de hårdt optjente avispenge brugt til pladeindkøb i Viborgs førende musikbutik: Sound of Music. Bruce Willis havde indprentet sig hos mig via serien Moonlighting, hvor han spillede sammen med/overfor Cybil Shepherd, og minsandten om der ikke også var et soundtrack fra den serie i min samling. Jo, jeg har da vist haft en Bruce Willis-periode engang. Og læg nu mærke til at det var før Die Hard kom på plakaten. Jeg har jo haft lidt fornemmelse for kommende storhed... og, jeg synes nu også stadig, at han er lidt sej.

Og så kom solen...

Det har været en lille smule trist på det seneste her i Belgien. Altså
når det angår vejret. Koldt og trist. Og en følge deraf har været, at
jeg har hostet og nyst og pudset næse i snart lang tid. Kedeligt
kedeligt. Men nu skinner solen, og vinduet står åbent, og det er dog kun
5. marts. Dejligt må man sige.
Tiden går som sædvanligt hurtigt med alle de små gøremål man har. Nu
hvor Line er begyndt at arbejde igen, skal jeg jo have Katinka med, når
jeg afleverer Ea i skole. Så det tager lidt længere tid. Særligt når
forkølelse tager 60 % af ens energi. Var ellers lige kommet godt i gang
med at løbetræne igen ved hjælp af min meget insisterende
telefon-træner. Ja, Line gav mig den smarteste telefon i
fødselsdagsgave. Der var pulsmåler og skridttæller inkluderet, og så kan
man ellers hører en venlig men bestemt damestemme kommandere én op og
ned i tempo, mens man løber. Det er faktisk lige, hvad jeg har brug for.
Derudover planlægges den store fest. Der er sørme mange detaljer, der
lige skal ordnes og passes ind, men det begynder da at ligne noget. En
fest bliver der i hvert fald. Og gæster kommer der såmænd også...

Tosser på alle kanaler

Vi var i DK i sidste uge. Særligt for at se den lille nye kusine, som jo har gjort mig til onkel. Det er da ganske stort. Nå, aftenen før vi kørte hjem igen slappede jeg lige af med lidt TV. Først et par afsnit af Klovn, hvilket som altid fik én til at krumme tæer, men underholdende er det jo. Dernæst blev jeg kortvarigt optaget af en dokumentarudsendelse om Danmarks bedst sikrede lukkede institution. Her boede en lang række kriminelle med mentale handikap. Ja, egentlig var de ikke dømt som kriminelle til trods for, at de havde begået kriminelle handlinger af meget forskellig og relativt voldsom art, men da deres intelligens/IQ for størstepartens vedkommende var under 70 faldt de under reglen om, at man ikke kan dømme dem. Men forvaring kan de så havne i, og det var så tilfældet. Det var ganske bemærkelsesværdigt, hvordan de mennesker på nogenlunde velformuleret vis kunne fortælle deres historie, mens de samtidig et eller andet sted afslørede manglende forståelse for alvoren af deres handlinger. Hvad der gjorde det endnu mere bemærkelsesværdigt, var TV2's Zulu-ræs, der kørte på samme tid på netop TV2. Her var samlet mindst ligeså mange intelligensmæssigt underbemidlede mennesker, der så fik lov at smadre biler og campingvogne, hvorefter de så kunne kommentere løbene, deres konkurrenter og livet i almindelighed. Det var ikke ligefrem dybererækkende tanker. Særligt ikke fra den tidligere bokser Johnny Wahid Johansen - tidligere kendt som Johnny Bredahl. Ja, bare det at manden har ladet sig omdøbe til Wahid Johansen afslører da et kæmpe hul i de mentale evner. Man kan til tider undre sig over, hvordan enkelte individer af ringe intelligens havner i forvaring pga. af vold, mens andre skaber sig en karriere i bokseringen. Den store forskel er der jo ikke.

Betragtninger over VM i Håndbold

Det lykkedes mig at købe 3 måneders Sputnik-abonnement, inden jeg fik set, at TV2's gyldne løfter om direkte transmission af samtlige 84 kampe ved VM i Håndbold ikke gjaldt i udlandet. Suk! Flere timers søgen på proxy-servere og danske IP-adresser bragte mig ikke nærmere en løsning, men så kom Line hjem fra Parlamentet og fortalte at hendes kollega, Søren, havde den perfekte løsning i form af sportsbaren Fat Boys på Place Luxembourg. Velskænkede øl, godt selskab og storskærm var jo ikke at foragte, så nu har jeg set et nederlag og en sejr. Førstnævnte i lørdags i kampen mod Polen. Trods nederlaget var det en fornøjelig aften, da der sad adskillige polakker samt en mindre skare danskere, så der blev råbt og hujet. Det var dog intet imod aftenens kamp mod Tyskland, hvor de danske tilskuere på Fat Boys var mødt talstærkt op, og der var også enkelte tyskere. En passende fordeling efter undertegnedes mening, hvorved stemningen var høj og resultatet var jo aldeles tilfredsstillende. Der var mødt to parlamentsmedlemmer op. Margrethe Auken sad lidt længere tilbage i baren, mens jeg fik glimrende selskab af Ole Christensen ved min side. Et for mit vedkommende hidtil ukendt medlem, men han viste sig jo at have passende holdninger til håndbold og ikke mindst tyskere. Således kan man jo håbe på at han og Margrethe åler deres tyske kolleger i morgen.
En ekstra lille detalje var de forskellige bemærkninger, man fangede rundt blandt de håndboldglade danskere. De fleste var ganske unge mennesker, så et godt bud vil være, at der var tale om stagieres, praktikanter og lignende. Ikke desto mindre fangedes hurtigt momentet af prestige. Således nævnte en ung dame med begejstring, at hun netop havde været inde og besøge Parlamentet idag. Det blev hurtigt modsvaret af sidedamen (på samme alder), der påtaget "casual" nævnte, at "nu arbejdede hun jo i Parlamentet hver dag". Resten fortog sig i larmen, hvilket var aldeles glimrende, idet bemærkningen kun kan betegnes som latterlig. Der arbejder godt 6.000 mennesker (mener jeg) i parlamentet, så hvad særligt er der dog ved det? Den lille stakkel - altså sidedamen.

Magimix - hurra!

Det store hit, hvad angår julegaver, i den forgangne jul, var helt
sikkert vores nye supersmarte køkkenmaskine - hvem sagde foodprocessor?
- Magimix 5200. Der skal allerede her lyde en stor tak til alle, der gav
os den (det var faktisk nogle stykker alt i alt). Det er ganske enkelt
en fantastisk maskine. Der bliver lige æltet dej til boller på ingen
tid, snittet gulerødder og andet i den genre inden man når at få kigget
sig om, og så kan den endda slynge saft af alskens grøntsager og frugt.
Og det er slet ikke så svært at gøre den ren, som man kunne frygte, så
jeg udnytter enhver lejlighed til at afprøve maskinen. Således har jeg
nu med nogen succes bagt min første roulade nogensinde. Det blev med dej
og flødeskum rørt med Magimixen, så den kom helt til sin ret. Stort er
det - og meget mere venter er jeg sikker på.

Velkommen til 2009!

Så kom vi ind i 2009, og stort set samtidig returnerede vi til Bruxelles, der dagen efter vores ankomst blev dækket i et tykt hvidt lag sne. Ja, det med det hvide gik jo hurtigt over i en lidt grumset grå farve i gaderne, men parken var til gengæld hvid og fin, og der var glimrende kælkemuligheder (se f.eks. billeder på familiens blog. Nu er det så slået over i tø, og endelig begynder det at være sikkert at gå på fortovene igen. Der er ganske enkelt ingen kommunale eller lignende planer for sne her i den belgiske hovedstad. Det er tilsyneladende ikke påbudt at rydde foran sit hus og salt eller sand er ikke lige noget folk eller butikker ligger inde med. Endvidere var trafikken den første dag præget af panik og manglende øvelse i at gebærde sig i let sneføre. Bilerne skøjtede rundt og jeg se endda et par unge fløse, der tilsyneladende mente, at det glatte føre nu skulle udnyttes til lige at afprøve evnerne i at glide rundt i svingene. En smule hasarderet i de små gader, må man sige.