tirsdag, december 19, 2006

Den søde juletid

Så er der kun to dage til vi ankommer til det kære gamle Danmark. Vi tager nattog i morgen aften og ankommer dermed torsdag formiddag. Det bliver så dejligt. Nå ja, til trods for planer om at holde os til små gaver, må det siges, at som tingene ser ud lige nu, så bliver det nok ikke helt så dejligt at slæbe tasker, gaver, barn, klapvogn osv. helt til DK, men man vil jo gerne ofre en smule sved for den sag. Med udsigt til et par uger blandt familie og venner, så går det jo nok altsammen.
Belgierne er vist også ved at komme i julestemning. Den anden dag blev vi formanet, at vi skulle huske at købe vores foie gras i god tid, da man ellers ville risikere at det hele var udsolgt. Det var så én af de ting vi stille og roligt overhørte. Om end foie gras er en herlig lille delikatesse, så satser vi på, at det nok kan anskaffes i DK, hvis behovet opstår.
Jeg blev iøvrigt overvældet at udsigten til den store gevinst igår. Der var antræk til flere variationer af store gevinster på skrabekalenderen, og da jeg jo ikke er her de sidste dage op til jul, var der intet til hindring for, at jeg kastede mig frådende over de sidste 6 dage. Det blev så til den store skuffelse med 8 ud af 9 julemænd og 9 ud af 10 juletræer. En smule ondt synes jeg nu det er, når tipsvæsnet laver den slags kalendere... Og ikke nok med det - det er andet år i træk, jeg får en kalender med den kombination. Suk Suk!

lørdag, december 16, 2006

Sportslørdag

Der er jo så mange interessante observationer at gøre, når man pludselig bor i et andet land. F.eks. er en regnfuld lørdag - hvor en af de mest oplagte foretagelser er at se fjernsyn - ikke det samme i Belgien som i Danmark. Hvor man i DK kan fornøje sig med håndbold, ishockey og af og til lidt badminton, så står den hernede på cykel-cross (altså den slags cykling, hvor de tonser rundt i knæhøjt mudder), rygby fra England eller de engelske mesterskaber i snooker. Fodbold er der desværre ikke meget af, men det er nu også fint, når der nu har været CL og UEFA-cup tre dage om ugen i et par måneder.
Regnfulde lørdage går på den vis stille og roligt, da der er svært at få pulsen op pga. de ovennævnte sportsgrene. Dagen idag er dog blevet brugt til at få sådan nogenlunde styr på julegaveindkøbene og det eneste problem, der endnu forestår, er, hvordan man fragter det hele til Danmark. Nåja, det skal jo også nok gå.

torsdag, december 14, 2006

Strasbourg igen

Så er jeg hjemvendt fra Strasbourg. Line havde endnu engang fået tjansen under den månedlige flytning af hele Parlamentet til Frankrig. Millionerne fosser ud af EU-kassen og lige ned i lommerne på borgerne - særligt hotelejere og handlende - i denne lidt underlige by. Underlig fordi det er en gammel by med, hvad der dertil hører af gamle huse, domkirke, små gader osv. osv. Men samtidig kører de mest futuristiske sporvogne rundt og fragter alle jakkesættene til og fra hoteller og parlamentet. Det er lidt interessant at se. Og mere interessant er det at tænke på, hvad der ville blive af byen, hvis der ikke hver måned flyttede tusindvis af mennesker ind i 5 dage. Og alle de penge EU i stedet kunne bruge på måske at hjælpe 3. verdenslande. Nu betaler de f.eks. tolkene for at rejser dertil samt dagpenge og hotelophold. Det er så godt betalt, at man næsten kan tage sin kæreste og sit barn med for de samme penge. Når man så tænker på, at man kan forsørge et stakkels barn i Afrika i op mod et år for ca. 500 kr., så sættes tingene jo noget i relief.
Nå ja, jeg skal jo ikke beklage mig, så længe det gavner mig - dobbeltmoral er jo mindst dobbelt så godt som moral...

onsdag, december 06, 2006

Smagsløg mm.

Så er jeg så småt ved at få smagen tilbage. Jeg har heldigvis aldrig oplevet noget lignende og håber meget på, at det aldrig må ske igen. Først gik der 5 dage, hvor hele munden brændte og siden har jeg haft en fornemmelse på tungen som om, jeg hele tiden lige har børstet den grundigt med en kraftig Colgate tandpasta. Det er ikke befordrende for smagsløgene og fornøjelsen ved måltider og den slags.
Nå, men det går altså meget bedre om end jeg har grundige overvejelser ang. alt jeg indtager. Det lykkedes dog at nyde en halv øl sammen med Line igår. En Orval iøvrigt - god øl, der sagtens kan anbefales. Repetoiret udvides således fortsat.
Ellers var jeg til jobsamtale den anden dag - fik ikke stillingen, men det går nu nok også endda. Det var en kaffebrygger-kasseholder-stilling på 10 timer, så det ville ikke være karrieren, der var i højsæde, hvis man gik i den retning.
Og så har jeg jo modtaget min første kommentar her på bloggen. Det er en stor begivenhed, da det hele tiden har været tanken, at hilsner og kommentarer gerne måtte strømme ind ad denne vej også. Mails er nu heller ikke at foragte, men man kan da godt satse på flere heste - eller hva'?

tirsdag, november 28, 2006

Lidt op og lidt ned

Det går noget op og ned lige i disse dage. Jeg har på en eller anden underlig måde smadret mine smagsløg - det begyndte vist med en kop varm kaffe. Hm, resultatet er nu, at jeg nærmest ikke kan spise noget uden at hele munden svier. Det er ikke ligefrem underholdende, men det er dog aftagende og efter et lægebesøg er der da også forskellige forslag til hjælp. Ganske underligt lægebesøg iøvrigt. Efter en ganske kort undersøgelse og en meget lang forklaring - på engelsk og dårligt fransk - endte det med at lægen fandt sit leksikon frem og begyndte at slå de forskellige symptomer op. Måske er det en fin måde at gøre det på, men det er første gang for mit vedkommende og jeg er sådan lidt vant til, at lægerne bare lige kan ryste det hele ud af ærmet. Nå, nu må vi så se, hvad der sker. Det skal jo nok gå.

fredag, november 24, 2006

Jo, vi får smagt de belgiske øl

Et helt oplagt spørgsmål, når man flytter til Belgien, er, om vi nu får smagt noget af den gode belgiske øl. Og det kan jo være svært at dokumentere, men nu har jeg så anskaffet passende bevis. Der skulle et besøg fra en dansk ølentusiast (stor tak til Jørgen) til, men så lykkedes det også til fulde. Billedet er fra den kendte beværtning La Mort Subite (den hurtige død), og nej, det har intet med øllets beskaffenhed at gøre.
Herfra er der ellers ikke større nyheder. Jeg ved nu, hvordan man på fransk forklarer, at man har set en slåskamp, har talt med det danske politi og er indkaldt som vidne i en retsag. Jo jo, der kommer meget godt ud af at gå på franskkursus. Men, som tidligere nævnt skal jeg så ikke møde i Middelfart i denne omgang.

torsdag, november 23, 2006

Retsager og den slags

Jeg blev lige pludselig indkaldt til retten i Middelfart her den anden dag. Umiddelbart mente jeg ikke, at jeg havde noget med Middelfart at gøre, men det viste sig at være en indkaldelse som vidne i en sag om vold. Det var helt tilbage i juli måned, tror jeg, hvor vi var i Båring på besøg. Mens jeg så stod og vuggede Ea i barnevognen hen på aftenen, så kom der en flok unge rødder løbene. Det var flasker, der blev knust og især én, der fik en ordentlig omgang prygl. Ikke det mest fornøjelige at se på, så jeg tillod mig at blande mig på forsigtig vis. Hm, nu ved jeg så ikke om jeg må sidde og fortælle alt dette, men sagen er nu endt med, at jeg foreløbig slipper for at skulle rejse til Danmark for at fortælle historien. Den politifuldmægtig, jeg talte med, mente, at dommeren ville få et føl på tværs, hvis hun skulle udbetale befordringspenge til mig for transport til og fra Bruxelles. Derfor ville de se, om ikke det kunne ordnes uden mig. Ellers skal jeg derned engang mellem jul og nytår, hvor de kun behøver betale for turen fra Århus eller Viborg.
Nå, det var vist de store nyheder her fra. Jeg skal til fransk idag, og jeg glæder mig. Kan dog godt mærke, at det er længe siden, jeg har siddet på skolebænken. Man bliver helt ør i hovedet af at koncentrere sig. Og så er der også lektier. Det er jo også uvant. Men det går fremad med Passé Composé og Imparfait osv osv.

mandag, november 20, 2006

Regnvejr suk suk!

Ikke den mest opløftende begyndelse på en ny uge. Det øser ned og Ea er syg, så det går bare ikke særligt godt. Hm, men jeg var til fransk i formiddags og her talte vi netop om vejret, så man kan jo også vende den rundt og få noget fornuftigt ud af de dårlige vejr.
Nu skal jeg jo ellers til at holde tungen lige i munden mht. disse weblogs. Vi satte os ned og lavede endnu en til hele familien. Det var ud fra en tanke om, at det alligevel ikke er lykkedes os at holde vores hjemmeside opdateret. Med denne kanal kan det jo ske temmelig hurtigt med en mail, så nu har vi aldeles begrundede forhåbninger om, at hjemmesiden eller det der ligner er opdateret med de allerseneste nyheder. Nåmmen, det betyder jo så også, at jeg denne blog og familiens kommer til at overlappe en lille smule, men nu er vores liv her i det belgiske jo også så spændende, at alle potentielle læsere kun kan have gavn af, at læse tingene to gange. Iøvrigt hedder den nye side: Line, Ea og AK Og læg så mærke til den smarte lille finte mht. adressen, der hedder lineak.blogspot, at line+ak helt automatisk inkluderer Ea i midten!!! Halløj er det ikke smart.

torsdag, november 16, 2006

Spiller George Clooney fodbold?

Et godt spørgsmål synes jeg selv. Han stod i hvert fald på mål for Grækenland i går aftes, da de spillede mod Frankrig. Det var en helt forrygende aften, hvad den slags angår. For første gang nogensinde har jeg adgang til alverdens tv-kanaler, så jeg kunne følge Frankrig-Grækenland på fransk tv, Italien-Tyrkiet på Rai1, Belgien-Polen på to kanaler (en fransktalende og en flamsktalende) og så lige Portugal-Khasakstan fra en hollandsk kanal - nå ja og så Holland-England fra BBC1. Pyha, man fik helt sved på panden af at skulle følge med i så mange kampe. Ikke at det var så interessante kampe, men det er jo en anden snak. Jeg ved ikke om belgierne går og hænger med snuden idag, men det gik i hvert fald ikke for godt for dem. Og de spiller mildt sagt ringe... Nå, den slags skal man måske holde for sig selv, når man nu bor i landet.
Nu skal jeg så til min anden lektion i fransk. Spændende. Det bliver jo sjovere og sjovere jo mere man kan - så går man og forsøger at formulere alverdens ting, som kan blive nødvendige. F.eks. at man har glemt Ea's lille hæfte til vuggestuen, men at man da nok skal huske det i eftermiddag. Jo jo, det er på et aldeles højt niveau. Nå ja, jeg havde jo nok heller ikke forventet, at jeg ville kunne læse de franske oplysningsfilosoffer på originalsproget inden året var omme.

onsdag, november 15, 2006

Økologi og helligdage

Nu har jeg jo tidligere brokket mig lidt over manglen på økologiske varer i de belgiske supermarkeder, men det bliver jeg nødt til at trække i mig igen. En vandretur rundt i lokalområdet afslørede et supermarked, vi ikke havde opdaget tidligere, og her kan vi finde alverdens gode ting og sager, der er mærket "økologisk" eller "biologisk", som det hedder her. Faktisk er jeg på nippet til at sige, at det forholder sig bedre end i DK, hvor man skal gå i særlige økologiske butikker for at finde alle typer varer. Her kan man finde det hele side om side med "almindelige" varer.
Nå, en anden detalje var lørdagens ukendte helligdag. Som historiker må jeg jo indrømme, at det var en smule pinligt ikke at vide det. Kl. 11, på den 11. dag i den 11. måned 1918 afsluttedes 1. Verdenskrig, og det har bl.a. belgierne markeret lige siden. De lagde jo så også jord til slagterierne, mens vi danskere var noget mere på sidelinien. Men så blev jeg da så klog på den sag.

mandag, november 13, 2006

Så begyndte kurset

Ja, så er jeg begyndt på franskkursus, og det er foreløbigt en stor succes. Ikke fordi jeg ligefrem taler fransk flydende, men det hænger dog sammen, og jeg kan gøre mig rimeligt forståelig. Behøver heller ikke bare stå og glo underligt på alle de damer, der altid begynder at tale til Ea og mig på gaden, når Ea har vinket til dem. Nu kan jeg rent faktisk svare dem på fornuftig vis. Også når de stiller tåbelige spørgsmål så som, om Ea nu er en dreng eller en pige. Jeg ved ikke, hvor mange belgiske drenge der går rundt i lyserøde gummistøvler og kjole...
Ellers ikke de store nyheder her fra det belgiske.

lørdag, november 11, 2006

Weekend - aaahhh!

Ja det er nu herligt med weekend - selvom man ikke har noget konkret at lave i ugens løb. Men tiden flyver jo alligevel afsted. Af og til går tiden f.eks. med at kigge på andre blogs. Her kan man finde weblogs om noget så eksotisk som myrer - nå ja nu kan jeg godt nok ikke finde den igen, men det bestod mest af en række close-up-billeder af myrer. Umiddelbart får jeg en kriblende fornemmelse på kroppen, når jeg ser den slags.
Ellers er det tilsyneladende helligdag her i Belgien. De er altså ikke for kvikke, når de lægger en helligdag på en dag, hvor de fleste alligevel har fri. Jeg var ikke lige klar over det, men nu kan jeg bedre forstå, at det lokale supermarked var fuldstændig proppet med febrilsk indkøbende belgiere igår. Butikkerne har nemlig lukket idag. Der var en lidt kaostisk stemning igår.
Hm, ellers ikke det store herfra.

fredag, november 10, 2006

Nå der var den så...

Tilsyneladende forsvandt tidligere omtalte gårsdagstanke ikke fuldstændig. Den tog bare en omvej... (se herunder) Hm, de digitale veje er til tider fuldstændig uransagelige.
Og hvad er der så sket siden sidst. Jo, jeg har været ved at undersøge mulighederne for det nymodens RSS-feeds. Det er en smart lille detalje, der gør det muligt at tilmelde sig denne lille men dog aldeles interessante blogs "feeds". Med andre ord kan man få et lille "ping" og en meddelelse hver gang, der sker noget nyt her på stedet.
Nu går jeg så og overvejer, om jeg skal indsætte det på siden. Der er plusser og minusser. I Internet Explorer fungerer det nemlig, så vidt jeg forstår, kun, hvis man lige installerer en lille småkage eller det der minder derom. Til gengæld fungerer det uden problemer i Firefox, så jeg kan da kun opfordre evt. læsere til at benytte Firefox. Den er gratis og har efter sigende større sikkerhed end Internet Explorer. Og der er en del smarte funktioner i firefox-browseren. Fx. flere faneblade med forskellige internetsider.
Men, det korte og det lange er, at jeg snart får feeds her på siden. Hvis man så er til den slags, vil der fremkomme et lille orange ikon oppe i adresselinien. Klikker man herpå, kan man tilføje denne side feeds til sin browser. Ganske smart, når man lige finder ud af det.

torsdag, november 09, 2006

At blogge

Nu begynder det at fungere med det hersens bloggeri - eller blogging. Ja, ordet kommer jo nok snart i den danske retskrivningsordbog og så kan der da komme noget diskussion ud af den sag.
Nå men det begynder at falde mig aldeles naturligt bare at sidde og skrive løs. Jeg har ingen anelse om, om der er andet publikum end mig selv og så lige familien, måske et par venner, men det er så også det hele. Her kan jeg så lige indskyde, at skulle der være interesse for at kommentere på noget af det skrevne, så er muligheden der jo her nedenfor. Men så skal der selvfølgelig være et interessant indhold. Det kunne være vejret. Det er lidt underligt at sidde i Belgien og lytte til en trist vejrudsigt fra Danmark (på P3), mens solen skinner fra en skyfri himmel. Det minder én om, at man har skabt sit eget lille Danmark i lejligheden. Dvs. vi lytter til DR, ser Ørnen og de danske nyheder via nettet, mens det lokale kommunalvalg ret beset er gået hen over hovederne på os. Det løb af stablen den 8. oktober, men hvem der blev borgmester aner jeg ikke. På samme vis er jeg også bedre orienteret om Brøndbys nedtur end om Anderlechts chancer for at avancere i Champions League. Og sådan kunne man blive ved.
Men det er nu spændende at bo i et andet land. Trods alt.

onsdag, november 08, 2006

Gårsdagens tanke

Det lader til at gårsdagens tanke forsvandt ud i den aldeles tynde internet-æter. Sådan kan det jo gå med små 1-taller og nuller. Eller hvad alt det her egentlig består af...
Nå, idag er Ea i vuggestue hele formiddagen, så det er meget spændende, hvordan hun tager det. Far her skal hente hende ved 12-tiden så for første gang i ganske lang tid har han lidt tid for sig selv. Så skal der arbejdes. Eller tænkes nærmere over, hvad der egentlig skal arbejdes med. Ikke fordi tiden bare forsvinder ud i det blå. Der er jo lige webloggene, der skal passes og mails og hjemmesider osv. Og så har jeg endelig fundet mig et franskkursus. Det begynder på mandag, så nu burde det endelig tage fart. Foreløbigt har jeg taget ganske små skridt fremad. I begyndelsen nøjedes jeg således med at sige: Jeg taler ikke fransk. Det gik over til: Jeg taler en smule fransk og nu siger jeg så: Jeg er ved at lære fransk (det lyder altså bedre på fransk).
Så sådan går tingene derudaf.

Gårsdagens tanke mm.

Det lader til at gårsdagens tanke forsvandt ud i den aldeles tynde internet-æter. Sådan kan det jo gå med små 1-taller og nuller. Eller hvad alt det her egentlig består af...
Nå, idag er Ea i vuggestue hele formiddagen, så det er meget spændende, hvordan hun tager det. Far her skal hente hende ved 12-tiden så for første gang i ganske lang tid har han lidt tid for sig selv. Så skal der arbejdes. Eller tænkes nærmere over, hvad der egentlig skal arbejdes med. Ikke fordi tiden bare forsvinder ud i det blå. Der er jo lige webloggene, der skal passes og mails og hjemmesider osv. Og så har jeg endelig fundet mig et franskkursus. Det begynder på mandag, så nu burde det endelig tage fart. Foreløbigt har jeg taget ganske små skridt fremad. I begyndelsen nøjedes jeg således med at sige: Jeg taler ikke fransk. Det gik over til: Jeg taler en smule fransk og nu siger jeg så: Jeg er ved at lære fransk (det lyder altså bedre på fransk).
Så sådan går tingene derudaf.

tirsdag, november 07, 2006

Dagens tanke

Nå, det gik da en del bedre med Ea igår. Der var kun en lille smule gråd, da far forlod hende med alle de fransktalende pædagoger i vuggestuen. Idag står den så på hele to timer... Heldigvis er hun rimeligt frisk og glad så der er basis for at skrue forventningerne op.
Jeg kaster mig nu for alvor ud i tilnærmelsen til det franske. Tager en lille test på en sprogskole og så skulle det gerne være begyndelsen til noget intensiv undervisning. Det er tiltrængt og længe ventet.
Med Ea i vuggestue begynder der endelig at være tid til at tænke lidt over fremtidsplanerne. LIge nu er det en kæmpe rodebunke af tanker om kurser, arbejde, selvstændig virksomhed, freelance. arbejde i alle afskygninger, forfatter osv. osv. Punkt 1 må så være at få orden på alle de tanker. Det skal der nok komme mere om her.

mandag, november 06, 2006

Vi prøver igen

Technorati Profile

Nyt design

Ja, nu sker der tilsyneladende nye ting hver dag, men bare rolig, det bliver ikke ved. Jeg har nu lagt bloggen på en seperat side - dvs. den ikke ligger inde under min hjemmeside. Det er mest fordi, hjemmeside-servere af og til kan gå ned eller ikke fungere, sådan som det er tilfældet i disse dage. Så kan man jo ligeså godt sikre sig, at dagbogen kan læses uafhængigt af tekniske vanskeligheder det ene sted.
Ellers er det endnu en spændende dag, hvor Ea skal i vuggestue, dvs. for anden gang og idag i 1½ time. Meget spændende, da hun absolut ikke var lykkelig for situationen i fredags. Nu har hun så også været lidt forkølet og træt efter rejsen til Danmark, så forhåbentlig er hun mere ovenpå idag.

onsdag, november 01, 2006

Technocrati - for at blive synlig

Technorati Profile

Nye farver og ingen reklame

Der skulle ske noget nyt - og det skulle ikke være med reklamer. Derfor er siden nu med blå baggrund og uden de lidt forstyrrende reklamer. Jeg regner nu heller ikke med, at der ville være så forfærdeligt mange mennesker inde og kigge her, og dermed ville reklameindtægterne nok blive så begrænsede, at jeg nærmest skulle betale for dem.

torsdag, oktober 05, 2006

reklame

Nu har jeg tilladt google at annoncere her på siden. Bare for at se, hvordan den slags foregår. Som de lægger det an, skulle jeg nu kunne se frem til store indtjeninger, når alle der læser disse sider begynder at klikke løs på annoncerne. Det er nu nok lidt naivt at tro på...

onsdag, oktober 04, 2006

Børnepasning

Det har vist sig at være sværere at finde pasning til Ea end forventet. Det er en smule irriterende, da hun gerne skulle ud og møde nogle smårollinger på sin egen alder. Heldigvis er der dog både børnerytmik og legestue i den danske præstegård hernede. Og den anden dag fandt hun en lille ven i køen på dagpengekontoret. Så kontakt er der. Hun synes vist, at fars selskab begynder at være lidt kedeligt, så det er godt med noget adspredelse.

søndag, oktober 01, 2006

Økologi

Man lægger jo mærke til alle de små forskelle, når man flytter til et nyt land. Økologi har længe stået højt på vores prioriteringsliste, hvad angår madvarer, men det er sør'me svært her i landet. Det lader sig gøre med mælk og nogle få andre ting, men man skal godt nok lede længe.
På det punkt kan man altså godt savne DK. Men, som jeg vist flere gange har nævnt, så er øllene jo en del bedre og priserne en trediedel af de danske, så det kan jo rette op på lidt af ubalancen.

tirsdag, september 19, 2006

Fup og fidus

Så har man også prøvet det. Vi fik pr. mail en henvendelse fra en fyr ved navn Sean. Han havde set annoncen for vores bil (enten i Den Blå Avis, gul og gratis eller et af de andre steder vi forsøger os) og så ville han gerne købe den. Nå ja, han ville da gerne lige se et billede af den og ellers var betingelsen blot, at jeg skulle skrive den nøjagtige pris i Euro. Det gjorde jeg så (1000 Euro var prisen). Fint! - var svaret. Han ville købe den. Nu ville han så få en kammerat, der skyldte ham nogle penge, til at sende mig en check på 3750 Euro. Jeg skulle så blot overføre det overskydende beløb til hans konto... og så skulle den sag være i orden.
Hm, det var så ikke der vi fik afsat vores bil.


--
Anders Kristian

lørdag, september 09, 2006

Internet suk suk!

Nu skulle vi så have haft vores egen internetforbindelse, men sådan er det selvfølgelig ikke gået. Der er de sædvanlige forsinkende detaljer så som teknikerbesøg på en dato langt senere end det der blev lovet i butikken. Og så var vi ved at kaste os over Clearwire, der lover dækning over hele Bruxelles og adgang inden to timer efter bestilling. Men de har så mange kunder i området, at de ikke kan love dækning alligevel! Hvad hunden skal det så betyde?
Man kan så kun være glad og tilfreds med at mange af naboerne har trådløse netværk oppe at køre - og det uden adgangsbegrænsning.

søndag, september 03, 2006

Ankomst

Så er vi ankommet til Bruxelles. Vores store plan var at flytte billigt og det lykkedes da også til fulde. Dog kan det ikke - af hensyn til det skrøbelige menneskelige legeme - anbefales at efterligne vores model. Vi lejede en bil i Skødstrup, pakkede på nogle få timer, kørte efterfølgende i 14 timer, pakkede ud, sov lidt og så kørte jeg bilen hjem til Århus igen. Som afslutning tog jeg bussen tilbage til Bruxelles igen. Lidt hårdt men som sagt billigt.
Nu er lejligheden ved at ligne noget fornuftigt og beboeligt, internet er bestilt, men vi hugger foreløbigt fra diverse naboer, der ikke har lukket adgangen til deres trådløse net. Så man kan altså kontakte os igen.

mandag, august 14, 2006

Historiker eller ej?

Jeg blev for nyligt stillet det interessante spørgsmål, om jeg var historiker, eller om jeg blot havde studeret historie. Lidt sjovt, for jeg anser da helt sikkert mig selv for at være historiker, da jeg netop har læst historie. Men, det er åbenbart ikke så åbenlyst for alle.

Hjemmesiden

Ja, det er jo ikke altid, at man kan følge med sine egne planer. Dvs. man går og tror, at man lige kan nå at opdatere sin hjemmeside hele tiden, men så skal man lige pakke et helt hus og sælge en bil og i det hele taget nå at blive klar til at flytte til det store udland. Derfor går det ikke altid som planlagt. Men dermed er det jo ikke sagt, at det ikke bliver bedre med tiden. Det er i hvert fald planen.

mandag, juli 31, 2006

Flytteræs

Så er vi så småt igang med pakningen og i tankerne er vi godt på vej. Flyttebilen er bestilt og sorteringen af alt vores ragelse er begyndt. Det er selvfølgelig altid godt at flytte ud fra en tanke om, at man får smidt en masse overflødigt skidt ud. Men, det er nu også lidt overvældende at se på hele huset og så forsøge at danne sig et overblik. Dog kommer det jo nok. Og vi har endnu god tid.

søndag, juli 23, 2006

Lejlighed i Bruxelles

Så er vi hjemvendt efter en vellykket tur til Bruxelles, hvor Line fik arbejdet lidt og bestået prøven i tysk, så hun nu har tre sprog på repetoiret. Desuden fandt vi en dejlig lejlighed i Uccle - nyistandsat og med kort afstand til en stor park. Det var med andre ord helt perfekt.
Nu bliver vi så i Danmark frem til slutningen af august og så påbegyndes det store udenlandseventyr. Det bliver rigtig spændende og lidt af en udfordring. Men med lejligheden på plads virker det hele lidt mere overskueligt.

lørdag, juli 22, 2006

Touren

Det skal ikke være en hemmelighed, at undertegnede blev svært skuffet da Tourens favoritter blev udelukket dagen før begyndelsen på hele løbet, men som det nu har udviklet sig, kan man jo næsten anbefale, at man gør noget lignende hvert år. Det er helt fantastisk spændende og uforudsigeligt. Og så må vi da bare håbe, at dopingfænomenet får et ordentligt skud for boven.

tirsdag, juli 04, 2006

Bruxelles igen

Så er vi på vej til Bruxelles for at lede efter bolig. Planerne for at flytte til udlandet er altså temmeligt fremskredne, så der skal til at ske lidt af hvert, så alle de praktiske deltaljer kan komme på plads hurtigst muligt. Det er en temmeligt omfattende affære, når man lige står og ser på listen over ting der skal gøres, papirer der skal på plads, til- og afmeldinger osv osv. Men, det er jo ikke første gang nogen har stået i den situation, så det skal jo nok lykkes. Spændende er det i hvert fald.

mandag, juni 26, 2006

Længe siden

Så er jeg tilbage med de seneste opdateringer. Der er sket temmelig meget. Jeg har sagt mit job op, så jeg kan ikke længere betegne mig som forlagsredaktør. Det kan dog være, at det ændrer sig igen en gang i fremtiden, men lige nu er det store mål Bruxelles, hvor vi flytter ned den 1. september. Ellers har vi været i Frankfurt i to uger, så Line kunne lære lidt ekstra tysk inden den store prøve. Så skulle hun gerne have tre sprog på repetoiret. Jeg er selv ved at opfriske mit franske, så mulighederne i Bruxelles bliver lidt flere... Mere senere

torsdag, maj 11, 2006

Længe siden

Der har været lidt stille her fra på det seneste, men det skyldes hovedsaligt sygdom. Ea fik lige hele balleden på én gang, dvs. forkølelse, øjenbetændelse, ondt i halsen, den første tand og så lige en gang mellemørebetændelse. Det har sat sit præg på hverdagen, men nu lysner det og hun begynder at smile igen.
For faderens vedkommende er der store omvæltninger i farvandet. Fra 1. juni kan jeg ikke længere betegne mig forlagsredaktør, men blot føje det til blandt tidligere titler. Det har været en stor beslutning, men for familien og fremtiden var det den rigtige beslutning. Nu ser vi fremad mod det forestående udlandseventyr. Meget spændende og optræningen af franskkundskaberne er indledt. Det bliver en stor udfordring, men den slags skal til en gang imellem, så man ved der stadig er lidt gang i sagerne...

fredag, april 28, 2006

BS

Ja, jeg var godt nok længe skeptisk over for sidste års bestseller om B.S. Christiansens liv - det kunne da ikke passe, at den type bog om et ganske sikkert interessant liv skulle kunne sælge over 100.000 eksemplarer. Men det gjorde den, og nu er jeg så begyndt at læse den. Mest for at vide, om det er det hele værd. Og den er helt sikkert underholdende. Det gør dog P3's satire angående samme B.S. endnu mere underholdende, men det er en lidt anden snak.
Ellers har jeg fået mine guldklumper hjem igen efter de i 4 dage har været i Bruxelles. Det var sørme hårdt at undvære Ea - og selvfølgelig også Line.

mandag, april 17, 2006

Påske

Så blev det Påske og solen begynder så småt at varme som om det var april. Man kunne jo ellers godt komme i tvivl angående årstiden. Men der er da antydningen af grønne knopper på træerne og havens forårsblomster vælter frem. Dejligt.
Html-kurset skrider frem, men ekspertniveaet ligger dog langt ude i fremtiden. Det er dog sjovt at lære nye ting. Jeg har skiftet Browser til Mozilla for lige at afprøve mulighederne her. Så finder man pludselig ud af, at alle de fine hjemmesider, der selvfølgelig fungerer i Explorer, overhovedet ikke hænger sammen i andre browsere. Det er da lidt ringe af de dygtige webprogrammører, at de ligger flade for Microsoft.

onsdag, april 12, 2006

De tre musketerer

Påskens underholdning, hvad angår bøger, står på De tre Musketerer. En helt fantastisk underholdende bog, som jeg hidtil kun har læst i ganske forkortede ungdomsudgaver. Den udgave, jeg lige sidder med, er fra 1934. Sjældent har man set en mere elegant måde at fornærme hinanden på, end når brushovedet D'Artagnan ser sig sur på andre. Det er simpelthen god underholdning.

onsdag, april 05, 2006

Kongens Fald

Har netop afsluttet Kongens Fald, af Johannes V. Jensen. Endnu et skridt i retning af et bredere kendskab til "klassikerne" - danske som udenlandske. Fantastisk bog, iøvrigt. Man bliver grebet af både historien, men i ligeså høj grad af stemningerne, der beskrives så ekspressivt. Bare imponerende. Kan absolut anbefales for alle andre, der som jeg er håbløst bagud i "kanon-læsningen".

mandag, april 03, 2006

HTML

Har nu indledt et officielt kursus i HTML og webredigering så inden for relativt kort tid skulle det gerne begynde at kunne ses på siderne her. Det er jo en helt ny verden for undertegnede, der foreløbigt mestendels har holdt sig til wysiwyg-programmer, der som forkortelsen (What you see is what you get) afslører, stort set laver alt arbejdet med hjemmesider af sig selv.
Nå, det overordnede layout ændres i hvert fald snart. FX. synes det underligt, at der ikke er et eneste billede af AKKA på siderne. Det skal vi da have ændret. Ellers bliver der nok ændret på farver og baggrund og evt. indhold.

torsdag, marts 30, 2006

Lys midt i martsregnen

Det er sørme trist vejr i disse dage, men heldigvis får man da en del mere energi af de lidt flere lyse timer. Særligt efter kl. 18, hvor dagen for alvor synes at have fået mange ekstra timer.

onsdag, marts 29, 2006

Ingen kommentarer

Nu har jeg besluttet mig for at undlade muligheden for kommentarer på webloggen. Det skal jo blot være min daglige logbogsfortegnelser, så der kommer lidt løst og fast om den daglige gøren og laden. Kommentarer til dette er jo ikke relevant. Jeg vil til gengæld altid gerne have mails fra venner og bekendte om deres gøren og laden...

tirsdag, marts 28, 2006

Forkølelse

Familien er hårdt ramt af forkølelse. Ea var vist først, og har haft svært ved at spise og trække vejret på samme tid. Det kender man jo egentlig godt, men hun må sørme have det hårdt, når hun ikke lige kender modtræk. Det med at pudse næse er ikke lige et hit endnu.
 
Nu er far så ramt af løbende næse osv. Træls, for nu at sige det som det er.

lørdag, marts 25, 2006

Babymesse

Vi har været til babymesse. Ja, det er en helt fantastisk koncept, hvor man kan se på alle de nye modeller - lidt ligesom en bil-messe. Skal forårets model være rødhåret og tyk? Eller skal man have den blefri?
Underligt ordvalg!

fredag, marts 24, 2006

Søvn eller mangel på samme

Tilstrækkeligt med søvn er ofte noget man ikke sætter nok pris på. Det finder man især ud af, når ens lille datter er forkølet og ikke kan sove igennem. Men, det med søvn er jo alligevel noget man må spilde tid på, når man bliver gammel...

torsdag, marts 23, 2006

Dagens note

Har købt nye briller. Jo, det er en temmelig stor ting, da mit syn åbenbart er gået drastisk ned i kadence de seneste år. Minus 3 på det ene og minus 3,25 på det andet. Ikke noget under, at man ikke kan se folk på den anden side af gaden, når nu de gamle briller var til 1,75 og 2.
Nå ja så er Line kommet hjem. Det vil hun gerne have, jeg nævner - og det er nu også meget rart.

onsdag, marts 22, 2006

Dag 1

Første dag som blogger. Hm, ikke at jeg helt har styr på sagen, men det lyder da vældig godt. Begynder så småt at udbrede rygtet til alle, der har interesse, og så må vi se, hvordan det udvikler sig.
Øv, nu sner det. Det længe ventede forår lader tilsyneladende vente lidt længere på sig.

tirsdag, marts 21, 2006

Lidt rigtig input

Nu skulle det virke i store træk, så jeg vil blot slynge lidt mere indholdsrigt ud.

Ea og jeg er alene hjemme, da mor er i Bruxelles. Jeg har længe brokket mig over pendlertid og DSB, men det er jo ingenting i forhold til jævnlige flyveture til Bruxelles. Nå, vi får se, om DSB fortsat skal optage så meget af min tid.

Og så et rigtigt input

Ja, så skulle der være lidt mere orden på sagen, og det skulle fungere så vidt som, jeg nu kan skrive andet end underlige forsøgsmæssige tekster.

 

Det er blevet tirsdag eftermiddag, og Ea og jeg er alene hjemme. Mor er på arbejde i Bruxelles, så der er lidt kvalitetstid mellem far og datter. Det går ganske godt, når nu faderen bliver tvunget til at udtale sig. Voksi-posen er netop nu udsat for et frontalt angreb – der skal jo ikke så meget til at underholde, når man kun er 7½ måned gammel…

en prøve

Nu skal jeg også forsøge mig ad anden vej. Derfor giver alle disse poster måske ikke mening for andre end AKKA selv. Men der skal nok komme mere fyld på.

 

 

 

flere prøver

Det er ikke så ligetil, så der vil nok være en del ændringer i den kommende tid. Lige nu arbejdes der hårdt med at få en Kommentar-knap frem på skærmen. Det er ikke helt klart, hvorfor den ikke findes endnu

Første blog

Og her så min første lille blog - eller hvad det nu hedder. Jeg skal lige ind i denne verden især sprogligt, og senere håber jeg da, at jeg får udviklet forståelsen for mulighederne osv. Selvfølgelig skal rygtet om denne også lige spredes, og så må man jo se, om det vinder indpas i omgangskredsen.